Trine Askjær-Jørgensen
Stævnedagen ved World Cup Herning blev i Jyske Bank Boxen åbnet med Lövsta Future Challenge her til formiddag, hvor de otte dygtige ryttere skulle ride U25 Grand Prix Kür.
Der var masser af god musik og seværdig dressur, og de unge talenter leverede god ridning. Sejren gik igen til britiske Harrison Ashton, der har haft et forrygende stævne i Herning. Med oldenborgerhoppen Million Dreams e. Millenium/ Sandro Hit leverede han en sikker kür til 75,185%.
På andenpladsen blev det svenske Cecilia Bergåkra, der med My Friend e. Friendship/ Troll red en kür med flere svære kombinationer af øvelser, heriblandt piaffe ind i galoppiruette og toerchangementer videre til etterchangementer. Parret opnåede 74,520%.
Tredjepladsen gik til hollandske Robin Heiden med Hollywood e. Cocktail/ Ulster på 73,400% og fjerdepladsen til svenske Linnea Holmgren med QC Sir Dennis e. Sir Donnerhall/ De Niro på 72,715%.
Femtepladsen tog Sofie Amalie Kjærgaard Wettendorf sig af som den bedst placerede danske rytter. Det er kun anden gang, hun deltager i Lövsta Future Challenge-turneringen, idet hun var i Göteborg i februar.
Med Hacker e. Blue Hors Hotline/ Schwadroneur (opdr. Lone Andersen og Johnny Nørgaard Sørensen) lykkedes hun med en fejlfri, sikker og flot tur til 72,085% i Jyske Bank Boxen i dag.
Sofie var supertilfreds med ridtet og fremhævede, at det var en fantastisk oplevelse at ride kür i Boxen, en oplevelse, hun var glad for at dele med sin hest, som hun har haft i ni år og kender utrolig godt.
Hør Sofie fortælle mere i videoen her: