Det var ærgerligt!

13-12-2014 16:30

Britt Carlsen

Juniorrytteren Martin Mose Knudsen var så tæt på sejren i sølvfinalen og en Ifor Williams trailer til en værdi af 70.000 kr. - og det ærger han sig noget over: - Jeg kunne have snuppet sejren, fortæller han

Martin Mose Knudsen var dybt koncentreret, da han red på banen i finalen i sølvtouren på Vilhelmsborg her til eftermiddag. Den 18-årige rytter viste hvad hans opgave var: at forsøge at fravriste tyske Thomas Brandt sejren og Ifor Williams traileren til en værdi af 70.000 kr.

Martin satte Connexion e. Casall op i et godt grundtempo, og han fik placeret den 9-årige vallak perfekt på forhindringerne. Da han vendte mod den lange galopstrækning til sidste spring, en stor lodret, jublede og piftede publikum. De opfrodrede Martin til at ride stærkere. Martin susede over målstregen 7 hundrededele efter tyskeren.

- Det var ærgerligt, var Martins reaktion på dette. - Jeg kunne ellers have taget ham, men jeg fik et galopspring for meget til den sidste forhindring. Martin var i sommer på juniorlandsholdet der vandt sølv ved NM, det er i år hans sidste som juniorrytter. Martin rider for Kasper H. Hansen og han trænes af berider Jesper Lund Kristensen. 

- Det er godt at ride med ved Christmas show, her er god bund, gode baner og gode forhold og så er der en god stemning. På spørgsmålet om han blev forstyrret af puplikums jubel og piften under omspringningen, var svaret: - Slet ikke, det hørte jeg overhovedet ikke, men jeg hørte dem på æresrunden!

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner