Det kører med küren

16-09-2016 20:41

Ann-Sofie Skovlund Eriksen

Kür-klasserne i Rio er snart overstået efter seks dage med spændende konkurrencer. Sidste dansker på banen er Caroline Cecilie Nielsen og hendes hest Leon

Sidste danske rytter har været på banen ved PL i Rio – og det gik jo rigtig godt. Alle fire danske piger fra paralandsholdet kan bryste sig af at have redet intet mindre end tre gange ved PL i år. Selvom det kun er den bedste tredjedel af rytterne, der går videre til küren, er det lykkedes de dygtige ryttere at gøre netop dette.

Sidste rytter på banen for Danmark var Caroline Cecilie Nielsen og Leon. De red som anden ekvipage i grad II-küren, hvor der i alt var syv deltagere. Selvom der var noget spænding, omkring hvorvidt de ville nå küren, spændte Caroline og Leon ballerne og sørgede for at ride sig med i den individuelle klasse i går.

I dag blev det til 72,750% og en indtil videre flot føring efter de første to ryttere. Caroline opnåede 71,200% i teknisk værdi og hele 74,300% i kunstnerisk værdi. 

Høje procenter i PLs sidste klasse

Der bliver redet flotte og høje procenter hjem i PLs sidste kürklasse. Indtil videre er fem af de syv ryttere færdige og endda med procenter helt op til 76,250%. Caroline er som minimum sikret en femteplads i dette stærke felt, hvor der nu blot mangler britiske Natasha Baker og hollandske Demi Vermeulen.

21.29:
Klassen er slut og Caroline har endnu en gang oppet sig. Samlet blev Caroline og Leon placeret som nummer fem i küren – lige et hak bedre end i går hvor de blev placeret som nummer seks. Caroline og Leon har, som eneste danske ekvipage, formået at rykke en eller flere placeringer op i hver klasse. Flot redet og godt kæmpet!


Grad II blev vundet af britiske Natasha Baker og hesten Cabral med 77,900%. Sølvmedaljen endte hos hollandske Rixt Van Der Horst og hendes hest Caraat, mens bronzemedaljen gik til Steffen Zeibig og Feel Good 4 fra Tyskland.

Vi holder jer opdateret med klassens resultat – hæng på!

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner