Trine Askjær-Jørgensen
Sommerens store mesterskabsstævne, nemlig VM i seks ridsportsdiscipliner i Aachen nærmer sig så småt sin afslutning. I dag er andensidste dag, hvor holdkonkurrencen i paradressur blev afgjort, mens den også har stået på marathonkørsel, og der er pause i springningen, inden den individuelle finale afvikles i morgen, ligesom den gør for paradressurrytterne i kür.
Efter Katrine Kristensen, Sandra Lynge Eriksen og Tobias Thorning Jørgensens gode ridt i går lå Danmark på femtepladsen forud for dagens afgørende klasser. Meget kunne derfor stadig nå at ændre sig, inden de sidste ekvipager havde været på banen i grad IV og V.
Line Thorning Jørgensen og den 11-årige hannoveranerhingst Suarez e. Sezuan/ Desperados leverede som den som sidste danske ekvipage i holdkonkurrencen et sikkert ridt ved VM i paradressur. Det rakte til en plads blandt de otte bedste individuelt og dermed en plads i morgendagens kürfinale. Samtidig sluttede Danmark på en flot fjerdeplads i holdkonkurrencen og sikrede dermed kvalifikation til de paralympiske lege i Los Angeles i 2028.
Sikkert ridt af Line
Line Thorning Jørgensen vendte i år tilbage til VM efter hele 12 års fravær. Hun red senest VM i 2014, men har siden valgt at fokusere på blandt andet sønnen Tobias Thorning Jørgensens karriere. Nu er mor og søn begge en del af det danske VM-hold i Aachen.
Suarez trykkede sig lidt ved indridningen til banen, men Line fik hurtigt ro på ham, og de fortsatte med en flot og lige parade. Den sorte hingst virkede gennemgående lydig og fokuseret, og særligt travprogrammet fungerede rigtig godt. Versaderne flød, mens Suarez gik lidt i stå bagtil i begge bagpartsvendinger. Skridten var til gengæld afslappet og dejlig, mens han i galoppen blev en smule spændt i enkelte anspring. Ved kortsiden omkring A så han også ud til at trykke sig lidt, men Line håndterede situationen rutineret og fik redet et godt program hjem.
Det blev til 70,405%, og dermed sluttede Line blandt de otte bedste i grad IV og er klar til den individuelle kürfinale søndag. Dermed har alle fire danske ryttere kvalificeret sig til hver deres kürfinale.
USA tog guldet
Efter Line var der stadig spænding om medaljerne. USA havde lagt sig i front, og med Kate Shoemaker som holdets sidste rytter blev det amerikanske guld i sidste ende cementeret.
Shoemaker red den 10-årige skimlede hoppe Vianne e. Vitalis/ Ramiro's Bube til imponerende 80,460%. Det var samtidig endnu en stærk præstation af den amerikanske ekvipage, som tidligere på VM havde vundet individuelt guld i grad IV med en verdensrekord på 78,889%.
Det var en særdeles balanceret og flydende præstation af Kate og Vianne. Hoppen arbejdede i en flot ramme, var let regulerbar og viste stor kvalitet gennem hele programmet med et flydende travprogram, afslappet skridt og flotte bagpartsvendinger.
USA sluttede med en samlet hold score på 236,135% efter præstationer fra de tre andre på over 79, 76 og 73%.
Tyskland pressede Danmark ned
Tyskerne havde også en afgørende ekvipage tilbage i form af Anna-Lena Niehues og den blot 9-årige hoppe Vive l'Amour e. Vainqueur/ Christ.
Niehues, der vandt individuelt sølv tidligere på VM, leverede igen et meget stærkt ridt. Ekvipagen arbejdede flydende og i en flot ramme, og galoppen med god op ad bakke-tendens, de gode overgange og den snorlige afslutningsparade var blandt højdepunkterne. Det blev til 76,405%, og dermed sluttede Tyskland på andenpladsen med 229,875%. For Danmark betød resultatet, at holdet blev skubbet ned på fjerdepladsen.
Danmark sikrede vigtig PL-kvalifikation
Dermed endte Danmark lige uden for medaljerne med 225,867%, mens Holland tog bronzemedaljen med 227,639%, og Storbritannien sluttede på femtepladsen med 222,379%.
Selvom der ikke kom en VM-medalje med hjem fra holdkonkurrencen, er fjerdepladsen samtidig et resultat med stor betydning for dansk paradressur. VM i Aachen var nemlig den første mulighed for at kvalificere hold til de paralympiske lege i Los Angeles i 2028. De syv bedst placerede nationer – USA som værtsnation undtaget – sikrede en holdplads, og Danmark var blandt dem. Det betyder, at Danmark allerede nu har sikret sig en holdplads med fire ryttere ved PL i Los Angeles.
Landstræner Astrid Gemal glæder sig over kvalifikationen og fortæller på rideforbundets hjemmeside: – Vi er utroligt glade for kvalifikationen til PL, som giver os arbejdsro de næste to år. Vi har heldigvis fået opbygget en bred bruttotrup med mange dygtige ekvipager. At vi allerede nu ved, at vi har fire pladser i Los Angeles er enormt motiverende for det fremadrettede arbejde.
Nu er PL-kvalifikationen sikret til Danmark. De fire ryttere, der skal repræsentere landet i Los Angeles i 2028, bliver først udtaget på et senere tidspunkt efter de gældende udtagelseskriterier.
Dermed er holdkonkurrencen afgjort, men VM i paradressur er langt fra slut for de danske ryttere. Søndag venter kürfinalerne, og med fire danske ekvipager blandt de kvalificerede bliver der igen danskere at følge i kampen om de individuelle medaljer.
Resultatet af holdkonkurrencen i paradressur.
Stævnets start- og resultatlister.