Anna Pørtner
Roskilde Dyrskue er i fuld gang, og de festglade gæster strømmer til for at opleve alt fra søde dyr og køkkenkreativitet til køreheste med masser af fart og elegance. Et af dagens helt store trækplastre var det første af dagens to hesteshows, Det Store Hesteshow, hvor både børn og voksne blev tryllebundet af flotte opvisninger og harmonisk teamwork mellem kuske og heste.
Showt bød på imponerende præstationer fra mange forskellige hesteracer - fra de stolte jyske arbejdsheste til de elegante miniponyer. Særligt kørehestene imponerede, da de med præcision og power trak vogne gennem banen, mens publikum klappede og fulgte begejstret med fra tribunerne. Der var store smil og højt humør hele vejen igennem, også da ryttere, kuske og heste viste, hvordan samarbejde og træning forvander sig til en flot opvisning.
Årets Sjællandspræmie Hingst 2025
Foruden det flotte hesteshow og de mange hyggelige aktiviteter, skulle Årets Sjællandspræmie Hingst kåres. I år gik det til den smukke shetlænder-hingst fra Stutteri Stjernen, Bacardi, som Janni og Tina fra Stutteri Stjernen har lejet med henblik på at få noget nyt blod ind i avlen. I dag gik sejren til den smukke sorte hingst, og det er da ikke første gang at de to kvinder fra Stutteri Stjernen vinder titlen. Hør dem fortælle mere i videoen herunder:
Publikum fik et imponerende kig ind i hesteverdenens mangfoldighed, hvor alt fra elegante fjordheste til flotte varmblodsheste viste, hvad de kan. Stemningen var høj, og flere børn fik øje på deres nye yndlingshest, mens de voksne beundrede samspillet mellem hest og rytter.
Dyrskuet handler ikke kun om heste. Rundt på pladsen er der oplevelser for alle aldre - og interesser. Børnene står i kø til hønseskidningsbingo, kaninhop og skildpadderæs i 4H-området, mens de voksne måske lader sig lokke af Mette Blomsterbergs konditorkøkken eller smagsprøver på fremtidens plantebaserede måltider i Spisekammeret.
Senere i dag venter blandt andet mere kaninhop, ringridning for veterantraktorer, præsentationer af kødkvæg og får, workshops med fokus på bæredygtig mad - og ikke mindst aftenens afslutning med endnu et fantastisk hesteshow og musik fra Roskilde Garden.
Med andre ord: Det kører derudad på Roskilde Dyrskue - og det gør hestene også. Se stemningen fra det flotte køreshow her: