Det Fynske Dyrskue - det sker lige nu

15-06-2018 19:23

Det Fynske Dyrskue er en folkefest, hvor man kan komme tæt på det danske landbrug og se alt fra kæphestevæddeløb og koldblodsheste til tinkere, traktorer, hestevogne og hingsteshow

Copyright Ridehesten.com
Det Fynske Dyrskue.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det Fynske Dyrskue  er Danmarks ældste dyrskue, som stammer helt tilbage fra 1882, hvor det blev holdt under navnet Det Fynske Fællesskue. Det afholdes traditionen tro i denne weekend den 15. – 17. juni og byder på tre dage med oplevelser, shows, flotte heste og smukke føl. 300 heste deltager fordelt på 26 forskellige hesteracer, alle trimmet og friseret - klar til at blive beundret og bedømt.

Hele weekenden igennem vil der være bedømmelser og karakteristik af udstillede heste, og de bedste heste vil blive opstillet for publikum lørdag eftermiddag.

Du kan også opleve det flotte gallashow, hvor temaet i år tager udgangspunkt i hestenes oprindelsesland. Her vil du kunne se Tyrolerpiger med Haflingerheste, irske  bønder med deres store shire heste eller måske en ægte beduin med sin araber? Uanset hvad, bliver det et flot og storslået gallashow med repræsentanter fra hele verden.

Efterfølgende vil der være endnu et spændende højdepunkt, nemlig kåringen af skuets bedste hingst.

I år er der 50 års jubilæumsshow for shetlændere og islændere. Normalt er det kun udstillere fra Fyn, der må udstille, men i anledning af jubilæet må islændere og shetlændere fra hele landet deltage.  Islænderne er skuets største race repræsenteret med over 40 heste.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Mønstringskonkurrencen er en meget eftertragtet disciplin, hvor det er fremviseren og ikke hesten, som bliver bedømt. Denne klasse er populær i år, og der er 51 heste med fremvisere tilmeldt.

Du kan selvfølgelig også se westernridning med quarterheste og paintheste, kørsel med vogn, både et spand og to spand med blandt andet miniature heste, og du kan få fornøjesen af at se travløb ”in hand”, hvor skuets hurtigste travhest vil blive fundet. Det stiller store krav til fremviserens kondition.

I løbet af weekenden kan du også selv få mulighed for at stemme på dit yndlingsføl blandt de mange små skønheder, der er udstillet  i år. Der kåres nemlig både dommernes bedste føl, men også publikums favoritføl, og alle er velkomne til at deltage.

Der er børnedyrskue for de yngste, hvor man kan opleve ponyer i alle størrelser. Der er en særlig klasse for børn, der endnu ikke har en rigtig levende hest. De kan nu stille op med deres helt egen kæphest og deltage både i væddeløb og dressur for kæpheste. Hvem ved, måske kan det være startskuddet til et fremtidig karriere inden for hesteverdenen?

Ung eller gammel, uanset hvilken hest du har, eller drømmer om, så kom og vær med og glæd jer til en festlig og farverig oplevelse med hele familien på Det Fynske Dyrskue.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner