Det er gået godt selvom vi ikke har redet stævner

17-06-2020 09:48

Johanne Kofod Jensen

Selvom stævnerne har været lukket ned på grund af corona, har den sidste måned alligevel budt på mange gode oplevelser for mig

Da jeg fik mail fra Janne, som er holdleder om, at de gerne ville se Aurora og mig til samling blev jeg glad. Det er altid spændende at komme til samling og ride sit program foran dommer, landstræner og holdleder og få deres kommentarer med, som man kan gå hjem og arbejde videre med. Vi skulle ride PRT, så jeg havde trænet programmet sammen med mine trænere, Pernille og Anemette, så jeg var sikker på, at alt var helt på plads. Aurora havde også fået massage af Malene, så hun var løsgjort, og havde alle muligheder for at gøre det godt.

Samlingen foregik på Vilhelmsborg, hvor vi red Nordisk Mesterskab sidste sommer, så Aurora kendte banerne godt. Pga. corona måtte man kun have en hjælper med udover sin træner. Da min mor og jeg kom gik jeg lige ned og så banen, og Aurora fik lov til at græsse lidt for at falde til ro, hun var lidt frisk, fordi det nu snart var længe siden, vi havde været ude sammen. Jeg varmede op, og hun var stadig frisk, men jeg fik hurtigt styr på hende, og vi red et rigtig godt program. Bagefter øvede jeg nogle af tingene sammen med Kurt Christensen, som var dommer og Dennis, og så talte vi ellers om fremtiden, og jeg fortalte om Frida, som jeg har købt og som jeg vil ride min juniortid på.

Copyright Ridehesten.com

Jeg har brugt tiden uden stævner på at lære Frida rigtig godt at kende og for et par weekender siden syntes min træner Pernille Ørum så, at det var blevet tid til at prøve tingene af, så jeg var til programtræning hos Christine Winther Prip. Vi skulle ride MB1, da det er det program, som jeg skal bruge meget som juniorrytter. Det er et ret teknisk svært program, så jeg var selvfølgelig lidt spændt, men glædede mig også til at komme ud på hende for første gang. Ligesom Aurora er hun ret frisk, når man kommer nye steder hen, så jeg lagde kandaren på hende inde i traileren for bedre at kunne holde hende, men så snart jeg er oppe på hende, er hun rigtig flink. Vi varmede op indenfor og red programmet udenfor i blæst og regn, så det var godt vejr at træne i! Frida var frisk, men sød, og gjorde alle tingene virkelig fint, jeg var super godt tilfreds med vores debut. Christine og jeg gennemgik programmet bagefter, og jeg red nogle af øvelserne igen. Så nu glæder jeg mig bare så meget til at komme ud på stævnebanerne med hende.

Ellers har jeg brugt coronatiden på at træne og nørde nogle detaljer, som det ellers er svært at få tid til, så på mange måder har det været en god tid for mig. Jeg har blandt andet trænet trav på min etter pony Revolution, fordi jeg gerne vil have lavet lidt mere knæ på ham i traven.

Lige om lidt skal jeg konfirmeres, og det glæder jeg mig sindssygt meget til, konfirmationen er blevet udsat flere gange, men nu ser det da endelig ud til at kunne lykkes, og så kommer der jo også gang i stævnerne lige om lidt, så det skal nok blive rigtig godt.

I kan følge min træning på @jkj.dressage. Håber I får en skøn sommer

Kærlig hilsen

Johanne

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen