De indledende runder i Herning afgjort

02-03-2024 20:24

Den første runde i hver kategori er blevet afviklet til det indendørs DRF–mesterskab. Mange ryttere har været over forhindringerne, og der skal nok blive spænding om guldet i morgen

Copyright Ridehesten.com
Stævnehallen i Herning. Foto: Privat/Herning Rideklub
Nyheden fortsætter efter annoncen

Tidligere på dagen kunne Sandra Them, medarrangør af pony– og childrenlandsstævnet i Herning, berette om hyggelig stemning og en god første dag. Nu har alle de unge springryttere været igennem dagens baner, og der er dermed taget hul på årets indendørs DRF–mesterskaber for de yngste ryttere.

Blandt de mindste ponyer, dvs. kat. III, blev der i dag sprunget MB2**. Fire ryttere var fejlfrie over alle forhindringerne, og den hurtigste af dem var Emily Lee Vestergaard, der på Sting's Yaris var dobbelt nul i tiden 66,25. Efter hende kom først Silja Sofie WIchmann Duus og derefter Christian Hald Cassøe, der dermed ligger lunt i svinget til finalen i morgen.

Forhindringerne blev sat noget op, da det var 2'erne ponyernes tur. 15 ekvipager skulle over de 110 cm høje forhindringer i MA2**, og kun Anine Holm Palm formåede at gøre det fejlfrit i begge runder. Hun red på vallakken Poynstowns Topsy, og de red til klassens næsthurtigste tid på 66,26 sekunder. Fiona Schou-Sørensen indtog med en enkelt fejl andenpladsen, og Emma Aamand blev nr. tre.

Blandt de største ponyer var der to fejlfrie ryttere. Josefine Simonsen red dobbelt nul på den 120 cm høje bane, og hun ligger dermed førstplaceret til i morgen, hvor hun sammen med Bebo Com skal forsøge at gentage dagens succes. Anna Ley var også fejlfri og tog andenpladsen med den rutinerede 22–årige springpony Ebonys StarSille Hartvig Nielsen ligger nr. tre efter en enkelt fejl i dagens ridt.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Childrenmesterskabet blev afviklet i LA1* 115 cm, hvor der var hele 10 ryttere dobbeltfejlfrie. Den unge Palma Sophie Gry Jansson-Christensen, som også deltager i 1'er pony mesterskabet, var imponerende skarp og endte på både første– og andenpladsen. Det gjorde hun med hhv. LMK Petit Bonbon og Lyndon, og hun skal dermed vælge hest til finalen i morgen. Her har hun valgt Bonbon, og de skal dermed kæmpe om guldet sammen i morgen. Sille Hartvig Nielsen blev igen nr. tre.

Glad arrangør
Tilbage til Sandra Them, som er godt tilfreds med dagen som arrangør. Hun fortæller, at der har været stemning på lægterne (eller nok snarere i den varme rytterstue):

Stemningen er fortsat god, og der har været mange tilskuere, og alle er gode til at heppe og klappe løs. Rytterne har redet nogle rigtig flotte rundet, så det bliver spændende at se, hvordan det går i morgen, udtaler Sandra.

Hvis du vil se, hvem af de dygtige pony– og childrenryttere, der bliver DRF–mestre i morgen, så går det løs i Herning Rideklub fra kl. 8 i morgen.

Stævnets start– og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Koncentrerede tilskuere. Foto: Privat/Herning Rideklub

Ridehesten har en fotograf på pletten i morgen, søndag, og vi skriver selvfølgelig om vinderne.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner