Danskerne præsterer endnu en gang

24-05-2024 06:26

Til trods for flere danske mesterskaber i denne måned, er nogle af de danske springryttere draget sydpå for at ride stævne. Flere af dem har allerede været på banen, og her er der endnu en gang blevet leveret flotte resultater

Copyright Ridehesten.com
Caroline Rehoff Pedersen og Doolys blev placeret som nummer fem ved det internationale springstævne i Tyskland. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen.

Lige nu er der flere internationale springstævner i gang rundt i Europa, og ét af dem er i Hohenkirchen i Tyskland. Her er Caroline Rehoff Pedersen én af de danske ryttere, der er til start i CSI4* med sine tre heste Doolys, Chaccball og Calvin 115. Caroline og 13-årige Doolys e. Cannavaros/ Lantaan lagde godt fra start i torsdagens CSI4* Medium Tour, hvor forhindringernes højde lød på 140cm. Her red parret nemlig en fejlfri runde i en tid, der var hurtig nok til en femteplads, alt imens hjemmebanerytterne sad på første-, anden-, tredje- og fjerdepladsen. I samme klasse var Andreas Schou til start med Lady Corlina e. Casiro 3/ Corlensky G, og også de red en fejlfri runde. Caroline og Chaccball e. Chacco-Blue/ Baloubet du Rouet red ligeledes en fejlfri runde, så det var en god start for de danske ekvipager i Tyskland. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Lady Corlina red ligeledes en fejlfri runde i Tyskland. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

På samme tid var Rikke Belinda Barker i fuld gang i Rom, Italien. Her er hun nemlig til start i CSIO5* med sine to heste Tabalou Ps og Icloud. Første klasse for Rikke var CSIO5* 145cm med Icloud e. Calmando 3/ Clearway. Desværre var det ikke parrets dag, og Rikke valgte derfor at trække sig fra konkurrencen. Torsdag eftermiddag var det tid til, at Rikke skulle på banen igen. Denne gang var Rikke i sadlen på Tabalou Ps e. Taloubet Z/ Balou du Rouet, hvor parret skulle ud i en udfordrende CSIO5* 150cm. Her var det imponerende par endnu en gang fejlfri, og sikrede sig dermed klassens sidste placering som nummer 18. 

Copyright Ridehesten.com
Rikke Belinda Barker og Tabalou Ps udgør et imponerende makkerpar, og red endnu en gang fejlfrit i CSIO5* 150cm i Rom. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

I dag gælder det igen for flere af rytterne, hvor blandt andet Rikke Belinda Barker med Icloud skal ud i en 145cm jokerspringning og med Tabalou Ps står den på en 155cm-klasse, så der bliver helt sikkert spænding for alle pengene endnu en dag rundt på de internationale springbaner i Europa. 

Se hvilke danskere, der er til start hvor, lige her. 

Se Rikke og Tabalou Ps fejlfrie runde fra torsdagens CSIO5* 150cm herunder:

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner