Grethe Næsby
Mens ungdommen kæmper om titlerne i Middelfart herhjemme i Danmark er to danske seniorhold rejst langt mod nord for at ride nordisk mesterskab i Finland. Og selvom det er seniorhold er det en flok unge ryttere, der skal afted for at forsvare de danske farver. I springning er det Linnea Ericsson på hestene Hermés 120 og Pero-Z Hillock e. Robin Z II, Jennifer Fogh-Pedersen har Nocage de la Pesrelle e. Bocage de Longane og Rimini 42 e. Ramiro's Match, samt søstrene Lund, Tina på sin DM-bronzehest A-Dur R e. Argentinus samt Winny the Blue d’Ive e. Mister Blue, og Charlotte på bronzemedaljehoppen Andante e. A-Dur, avlet af Lone & Niels Petersen, og den blot 8-årige Banana d’Ive e. Baloubet du Rouet. Hos dressurrytterne er det ligeledes et ungt hold med tre spændende ryttere. Thomas Sigtenbjerggard er netop uddannet berider og starter hos Helgstrand Dressage 1. august, og han stiller op med den blot 8-årige Falcon Lyngriis e. Florestan I, avlet af Conni og Ejvind Krath. Helt unge Helene Melsen starter hesten Akeem e. Lobster, avlet Hanne og Jens Aage Hansen, og Anne Troensegaard rider Seduc e. Induc, avlet af Thorvald Axelgaard. Det bliver spændende at følge de danske ryttere i Finland, og du kan naturligvis holde dig opdateret her på Ridehesten.com hele weekenden.
Det nye Ridehesten er lige på trapperne! Glæd dig til et spændende nummer med faglige artikler og spændende reportager!