Dansker placeret i Falsterbo Hunting

11-07-2012 17:03

Britt Carlsen

Falsterbo Horse Show | Et tusindtalligt publikum fulgte engageret med i Falsterbo Hunting - en terrænspringning på og omkring springbanen i Falsterbo

Der var en super stemning under Falsterbo Hunting - en kombineret springning og terrænspringning, som hvert år afvikles i forbindelse med det internationale spring- og dressurstævne i Falsterbo. I år havde to danske ryttere kvalifikceret sig til at ride med i klassen, Niels Goldschmidt og Kirstin Skjoldshøj kom i kamp mod 12 svenske ryttere. 30-årige Kirstin Skjoldshøj er en rutineret spring- og militaryrytter, men hun red den blot 7-årige Caprice Baunehøj e. Capo på banen, og det lykkedes ikke for parret at blande sig i topstriden. Niels Goldschmidt, der er en særdeles rutineret jagt- og militaryrytter, red 8-årige Lasse e. Buddenbrock på banen. Niels har hele fire gange vundet den traditionsrige Hubertusjagt, og i Falsterbo trak han på sin erfaring og sluttede med en placering som nr. fem. Vinder blev svenske Sara Ekman og Dream Purple Music. Rytteren debuterede sidste år i huntingklassen, men hun var så nervøs, at hun glemte sidste spring. I år var nerverne væk, og hun sejrede sikkert med tre sekunders margin til Pontus Hugosson på andenpladsen. Falsterbo Hunting er gennem årene blevet vundet at internationale militaryryttere som Peder Fredricson og Piia Pantsu.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner