Annika Knudsen Lorentsen
Danmark er efterhånden rigtig stærkt repræsenteret på de internationale verdensranglister, hvor der er danskere i top-100 i flere discipliner. Det gælder også i military, hvor Peter T. Flarup er placeret som nr. 94 efter en god sæson.
I løbet af militarysæsonen, har den danske rytter, der har redet OL flere gange, opnået mange flotte placeringer ved internationale stævner rundt omkring i Europa. Senest blev han nr. 2 ved et 4-stjernet internationalt stævne med både hesten Gamegirl Impe e. Chico's Boy/ Cyrkon xx (opdr. Henning Møller Hansen) og hesten H. Carald Z e. Herald/Solos Landtinus (opdr. Peter Flarup). I 2025-sæsonen, har Peter blandt andet også vundet en 4-stjernet konkurrence med Gamegirl Impe i Sopot.
Foruden de to, har Peter også redet internationale stævner med hesten Candida e. Cantolar/Espri (opdr. Aksel Rasmussen). De opnåede blandt andet en tredjeplads på 3-stjernet niveau i Lühmühlen tidligere på året.
De gode resultater er årsagen til, at Peter er placeret så flot på verdensranglisten og dermed ser ud til at "overvintre" i top-100 inden foråret byder på starten af 2026-sæsonen for militaryrytternes vedkommende. Peter fortæller, at det er en stor motivation at være god placeret på ranglisten:
– Det er et dejligt rygklap, at man kan se, at ens system det virker og at vi har gode heste i stalden. Det giver motivation til, at man skal ud af starthullerne næste år og kæmpe videre med det, man allerede gør, fortæller han.
Ranglisten i military føres af britiske Harry Meade. Se hele ranglisten her.
Peter Flarup er Danmarks mest succesfulde militaryrytter med flere store mesterskaber på CV'et. Han har redet OL flere gange. Det gjorde han første gang tilbage i 2008 i Hongkong, mens han ved de seneste to OL i henholdsvis Tokyo 2021 og Paris 2024 ligeledes har repræsenteret Danmark.