Danske tv-seere: Sport er mere end bare fodbold

24-10-2017 16:10

Camilla Tiefensee Schrøder

Fodbold er bestemt ikke det eneste, danskerne gerne vil følge med i, når de ser sport på tv. Det viser en undersøgelse fra DIF, hvor ridning ligger i top 10 over populære sportsgrene på tv. Denne placering er dog i høj grad kvindernes fortjeneste

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ridning er blandt de ti mest populære sportsgrene på tv i Danmark. Og næsten ni ud af ti danskere vil gerne se anden sport i fjernsynet end fodbold, håndbold og cykling, som ellers er det, der oftest fylder størstedelen af sendefladen i sportsprogrammer. Det viser en undersøgelse, som Dansk Idrætsforbund har lavet i samarbejde med Radius Kommunikation, hvor de har spurgt 1.010 repræsentativt udvalgte danskere om deres vaner og holdninger til sport i medierne.

Godt med variation i sporten
I undersøgelsen svarer knap halvdelen, at de gerne så, at flere forskellige sportsgrene fik tv-tid, end det er tilfældet i dag. Denne tendens glæder formanden for Dansk Idrætsforbund sig over.

–  Som direktør i en interesseorganisation, der favner 61 specialforbund, er det glædeligt at se i vores undersøgelse, at danskerne ønsker en mere alsidig sportsdækning. Når man tænder for sit fjernsyn, så kan man af og til godt tro, at danskerne kun vil se fodbold og håndbold. Sådan forholder det sig dog ikke. Fodbold og håndbold er ganske vist de mest populære sportsgrene, men jeg er overrasket over, at fx 68 procent af danskerne ikke har fodbold på deres top-3 over sportsgrene, som de helst vil se i fjernsynet. Og især hos kvinderne er der efterspørgsel på flere forskellige sportsgrene på tv, udtaler Dansk Idrætsforbund Morten Mølholm Hansen.

Sammen med dans og gymnastik er ridning en af de sportsgrene, som mange kvinder foretrækker at se i fjernsynet.

Ridning I top-10
Ifølge undersøgelsen ligger ridning på en tiendeplads over sportsgrene, som danskerne helst vil se i fjernsynet. 6 procent af den samlede befolkning har angivet ridning som deres foretrukne sport på tv, og dermed slår ridesporten sportsgrene som f.eks. svømning, ishockey, basketball, curling, roning og bordtennis. Disse sportsgrene er hver især angivet som foretrukne sportsgren på tv af under 1 procent af befolkningen.

Ikke overraskende ligger fodbolden i toppen som den sportsgren 32 % af danskerne helst vil se på tv. Her er der dog en stor forskel blandt mænd og kvinder. Mens knap halvdelen af mændene foretrækker at se fodbold, når de skal se sport i fjernsynet, er det kun lidt under en femtedel af kvinderne, der har det på samme måde.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Mænd vil ikke se hestesport
Ridning er - måske heller ikke så overraskende - en sportsgren, som virkelig deler vandene, når det kommer til køn. Mens 12 procent af kvinderne helst vil se springende og piafferende heste, når de tænder for sport i fjernsynet, er det kun én procent af mændene, der deler den præference.

Men selvom mændene langt fra er lige så begejstrede som kvinderne, har ridning samlet set alligevel nok opbakning til at nå en tiendeplads på listen over mest populære sportsgrene på tv.

FAKTA: Mest populære sportsgrene på TV

  1. Fodbold (32 %)- Mænd 45%, Kvinder 18%
  2. Håndbold (27%) - Mænd 25 %, Kvinder 29 %
  3. Atletik (17%) - Mænd 15%, Kvinder 18 %
  4. Cykling (12%) - Mænd 16%, Kvinder 9 %
  5. Badminton (12 %) Mænd 11%, Kvinder 13 %
  6. Motorsport (firhjulet) (11%), Mænd 16%, Kvinder 9 %
  7. Dans (8%) Mænd 1%, Kvinder 14 %
  8. Tennis (7%)  Mænd 6%, Kvinder 8%
  9. Gymnastik (7%) Mænd 2 %, Kvinder 12 %
  10. Ridning (6%) - Mænd: 1%, Kvinder: 12%
  11. Boksning (6%) - Mænd 8 %, Kvinder 4%
  12. Amerikansk fodbold (6%) - Mænd 8%, Kvinder 3 %

Kilde: Dansk Idrætsforbund

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner