FEI indskærper distribution af filmoptagelser

05-03-2024 14:41

Det Internationale Rideforbund gør det forbudt at offentliggøre videooptagelser fra større ridestævner i FEI-regi på sociale medier, hjemmesider og andre digitale platforme

Copyright Ridehesten.com
Som pårørende kan det blive svært at få lov til at filme og gengive ridt fra større FEI-stævner. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det Internationale Rideforbund, FEI (Fédération Equestre Internationale), har i februar opdateret dets retningslinjer for, hvilke optagelser fra større FEI-konkurrencer må offentliggøres på sociale medier, hjemmesider og andre digitale platforme.

Det svenske medie Tidningen Ridsport skrev i går, at retningslinjerne ifølge FEI er udarbejdet for at "give klare oplysninger og instruktioner til alle ikke-rettighedsindehavere om filmning, optagelse, fotografering og brug af indhold fra FEI-stævner som World Cup, Nations Cup, VM, EM og League of Nations”.

Ved ikke-rettighedshavere menes ryttere, hestepassere, hesteejere, repræsentanter fra de nationale rideforbund og andre officielle personer samt akkrediterede medier. FEI ejer alle rettigheder til alt filmet materiale fra det, de kalder "Field of Play", hvilket betyder opvarmningsbanen, konkurrencebanen og andre områder af stævnepladsen.

Retningslinjerne gælder ikke kun for sociale medier, men også for alt filmet materiale til hjemmesider, blogs og mobilapps. FEI henviser i stedet til sine egne sociale kanaler med udvalgt materiale, som er gratis at dele. Livestreaming af filmet materiale under konkurrencen er forbudt på alle platforme, ligesom det er forbudt at optage videoer fra "Field of Play" og poste dem på et senere tidspunkt på enhver platform. Stillbilleder kan postes uden begrænsning på alle platforme.

Sætter man sig ind i FEI's opdaterede retningslinjer af 12. februar 2024, er det en god ide også at læse FEI Social Media Policy, der blev effektueret den 1. januar 2024.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I en tid, hvor ridesporten og særligt dressursporten ligger under for hård kritik, kan det forekomme mere nærliggende at prioritere åbenhed og gennemsigtighed for at indvie omverdenen i vores sport. FEI's opdaterede retningslinjer om ikke-rettighedshaveres deling af videomateriale på sociale medier er derfor blevet til et varmt diskussionsemne i ridesporten.

Ridehesten.com har spurgt Dansk Ride Forbund om deres holdning til sagen, og DRF's direktør, Morten Schramm Rodtwitt, udtaler: 

– Jeg har som udgangspunkt forståelse for, at FEI værner om deres kommercielle rettigheder til de forskellige events, og det er i det lys, man skal se reglerne.

DR-IF, Dansk Rideinstruktør Forening, mener om FEI's tiltag om forbud af videooptagelse på opvarmninger mv., at det er en ærgerlig retning at gå i en tid, hvor hestevelfærd og træningsmetoder er til debat, og der netop er brug for åbenhed. DR-IF udtaler:

Vi skal træde ind i en ny tid for hestesporten i stedet for at lukke os inde. Som følge af den seneste tids afsløringer og den tiltagende kritik omkring brug af heste i sport forpligter alle involverede aktører sig til at lytte og forholde sig til kritikken, både den saglige og den usaglige. Det er en stolt sport med mange traditioner, men tiden er moden til, at man kigger nysgerrigt med et kritisk øje på eksisterende praksis og holder sig åben for at skrue lidt der, hvor sporten enten er kommet på afveje eller ikke længere er tidssvarende. Det er en opgave, der i høj grad skal løses oppefra af de forskellige organisationer, og netop derfor er dette forbud et skridt i den ærgerlige retning. Der er ingen tvivl om, at den massive kritik til tider bliver skinger og usaglig, og enkeltpersoner bliver udsat for et uacceptabelt pres, men det er netop her, hvor de ledende organisationer skal træder i karakter og sætte en standard baseret på et faglig fundament. Dansk Rideinstruktør Forening støtter op om åbenhed med træning og ridning af heste.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner