Danske topresultater i Hamburg

31-05-2014 18:44

Mens Mikala Gundersen blev nr. 2 i Grand Prix Special i dag, vandt Lars Petersen Grand Prix Kür!

I den indledende Grand Prix i torsdags blev de to danske ryttere Mikala M. Gundersen og Lars Petersen nr. 2 og 3 og er dermed blandt de tre ryttere, der imorgen skal kæmpe om sejren i Hamburger Dressurderby. Placerer man sig i top tre, som svenske Minna Telde og de to danske ryttere har gjort, så forpligter man sig til at starte i derbyfinalen, der afvikles med rytterskifte. Ingen af de tre ryttere vælger deres topheste, som de hver især satser på ved nationale mesterskaber og WEG-udtagelse, men regler foreskriver, at de skal starte på en hest, der gik den indledende Grand Prix. Lars Petersen vælger sin egen Willano (10 i GP), mens Minna har sin andenhest Deinhardt (5 i GP), og Mikala har lånt hesten Capri (22 i GP) af tyske Claus Thormählen. Capri er en 13-årige vallak e. Corvalon/ Cannonball. Det bliver et spændende derby imorgen - for første gang i historien uden en tysk rytter!

I mellemtiden har rytterne i dag redet Grand Prix Special og Grand Prix Kür. I formiddagens Special satte Minna Telde sig igen suverænt på sejren på hingsten Santana med knap 74%. Mikala og My Lady besatte igen andenpladsen og denne gang med 71,412%. Ekvipagen udviste fortsat topform og er synes at være mere end klar til at tage kampen op i DM på Broholm i næste uge.

Lars Petersen, der lige som Mikala M. Gundersen, er bosat i Florida, havde valgt at ride küren i dag. Selv om der indløb fejl i serierne på buet spor vekslende mellem etter- og toerchangementer, så blev det en overlegen sejr til intet mindre end 75,375% foran den lokale dressurhelt i Hamburg-området, Roland Metzler. Dermed har Lars og Mariett bidraget til at gøre optakten til DM rigtig spændende.

Se alle resultater fra Hamburger Derby HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner