Dansk World Cup-succes i Polen

07-11-2016 14:29

Fire danske kvinder og deres heste repræsenterede i weekenden dansk dressursport ved World Cup-stævnet i polske Zakrzòw, hvor Malene Kohlschmidt Ebbesen blev nr. 4 i Küren

Copyright Ridehesten.com
Malene og Mira.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved World Cup-kvalifikationen i dressur i Zakrzòw blev Danmark repræsenteret af fire kvindelige ryttere, nemlig Malene Kohlschmidt Ebbesen, Rikke Svane, Karin Nissen og Lena Leschly Aamand, der gjorde en rigtig god figur i Polen.

Med sin 16-årige Mira e. Michellino/ Blue Hors Cavan (opdr. Børge Lind Thomsen) leverede Malene Kohlschmidt Ebbesen det bedste danske resultat ved at blive nr. 4 begge dage. I den indledende Grand Prix opnåede ekvipagen 69,920% og 73,925% i den afgørende Grand Prix Kür World Cup. Se her nedenfor vide fra parrets Kür.

På femtepladsen i Küren kom danske Rikke Svane med sin 14-årige trakehnerhingst Finckenstein e. Latimer/ Kennedy. Ekvipagen blev nr. 6 i Grand Prixen med 69,480%.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Karin Nissen og den stadig noget uerfarne Emo e. Eskadron/ Pardon rid sig op fra 66,920% i Grand Prixen til en tiendeplads og 69,250% i Küren, hvor det blev til 67,425% for Lena Leschly Aamand og den 13-årige DV-vallak Gørklintgårds Fanero e. Ferro/ Leandro (opdr. Jørgen Ravn) mod 67,640% i Grand Prixen.

Det var imidlertid ikke kun de danske seniorryttere, der gjorde en stærk dansk figur, for to danske ponyryttere opnåede nemlig også fornemme placeringer. Det drejer sig om Claudia Kjær med ponyen Adriano B og Asta Silje Enevoldsen med Maalund's Mini-Maj, der begge klarede sig særdeles godt. I løbet af de tre konkurrencedage opnåede Claudia og Adriano B placeringerne nr. 1, 2 og 2, mens Asta Silje og Mini-Maj placerede sig som nr. 5, 3 og 3 i de tre ponyklasser. Igen et flot dansk resultat.

Se stævnets resultater HER.

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen