Dansk Ride Forbund og Ridehesten i nyt samarbejde

14-02-2019 14:15

Britt Carlsen

I dag har Dansk Ride Forbund og magasinet Ridehesten indgået et samarbejde til gensidig fordel, et samarbejde der vil øge synligheden for begge parter og gavne forbundets klubber

Copyright Ridehesten.com
Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand (th) og Jørgen Bak Rasmussen, fortograf og udgiver på Ridehesten.

Magasinet Ridehesten og hjemmesiden ridehesten.com har medarbejdere tilstede ved adskillige nationale stævner samt danske og internationale mesterskaber. Derfor har Dansk Ride Forbund og Ridehesten i dag indledt et samarbejde, hvor rideforbundet får adgang til de sportslige nyheder, som produceres af medarbejderne på Ridehestens redaktion. På den vis bliver resultaterne fra mesterskaber, cups mv. afviklet rundt omkring i landets rideklubber synlige på forbundets hjemmeside.

Magasinet Ridehesten bringer hver måned artikler om sporten, profiler af de hjemlige ryttere og trænere samt et stort antal faglige artikler bl.a. om træning, velfærd og sygdomme med meget mere. I det nye samarbejde med rideforbundet vil der også blive sat fokus på landets rideklubber, klubber der har lykkedes med driften, en ny satsning eller har et godt klubmiljø mv. noget som kan inspirere og give gode råd til andre klubber landet over.

– Jeg er meget tilfreds med den aftale vi har indgået med Ridehesten, indleder Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand, og han fortsætter: – Det er vigtigt for forbundet, at de sportslige resultater er synlige på vores hjemmeside, og denne aftale gør dette muligt. Samtidig glæder det mig, at klubberne og klubarbejdet vil få en større synlighed på ridehesten.com og magasinet Ridehesten.

Udgiver og fotograf Jørgen Bak Rasmussen ser samarbejdet som en mulighed for at gøre magasinet Ridehesten og andre af Mediehuset Wiegaardens produkter synlige i forhold til Dansk Ride Forbunds ryttere. – Jeg ser frem til samarbejdet med rideforbundet, og jeg kan se mange muligheder i fremtiden for at udvikle og udbygge det samarbejde til gavn for begge parter.  

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner