Dansk reservefløjhingst i Neumünster

24-10-2011 13:01
Avl
Häwelmann er navnet på fløjhingsten ved trakehnerhingstekåringen i Neumünster, hvor reservefløjhingsten blev danskfødte Herakles. Fløjhingsten blev efterfølgende solgt til danske ejere

Ved den 49. trakehnerhingstekåring faldt valget af fløjhingsten i Holsteinhallen i Neumünster i går på Hofrat-sønnen Häwelmann (mf. Artistick Rock) opdrættet af Ilsemarie Peters. Fløjhingsten blev solgt til Stald Pallerhaff ved Kristine Møller og Jens Thorsen i Luxemburg for 140.000 euro. "En hingst der i race- og kønspræg repræsenterer idealtypen og bevæger sig med sving igennem hele kroppen og viste sig som en af de bedste under løsspringningen. En taktfast skridt med god overtrædning - en absolut forbilledlig fløjhingst", udtalte trakehnerforbundets Lars Gehrmann. Ikke blot fløjhingsten høstede stående bifald; også den første reservefløjhingst Herakles var populær blandt publikum. Præmiehingsten Herakles e. Gribaldi / Michelangelo er opdrættet af Mette Hansen i Danmark og ejet og fremstillet af Mette Hansen og Norbert Timm fra Gestüt Hohenschmark i Tyskland. Herakles beskrives som "En ædel, letfodet og løsgjort hingst. En dressurspecialist med udstråling og udtryk, en virkelig fornem hest". Som anden reservefløjhingst valgte kåringskommissionen den springbetonede Dürrenmatt e. Hirtentanz / Exorbitant xx, der blev beskrevet med ordene "Vi har på intet tidspunkt set hingsten ude af form. Han er en meget talentfuld hest med tre gode gangarter over gennemsnittet."

Læs om Stald Pallerhaff i det kommende nummer af magasinet Ridehesten.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner