Dansk mesterskab på Dorthealyst

08-06-2010 14:01

Maja Golles

Dansk Køre Forbund har overdraget DM-stafetten og dermed ansvaret for årets danske mesterskab i kørsel med hest og vogn til Dansk Køre Selskab. Det 17. danmarksmesterskab i hestekørsel afholdes den 15.-18. juli på Dorthealyst mellem Holbæk og Kalundborg

” Dansk mesterskab afholdes hvert andet år af ét af de 12 tilknyttede Køreselskaber. Med de nye regler for kvalifikation, hvor kuske, der har gennemført et landsstævne eller et internationalt stævne siden sidste DM, forventer vi at komme tæt på ’fuldt hus’ eller op mod 90 ekvipager fra hele landet” beretter stævneleder Niels Giversen, som videre fortæller, at juniorkuske kører deres første, om end, uofficielle DM. Dorthealyst er et gammelt enkesæde, som var en del af herregården Knabstrup. Det er tegnet af arkitekt Phillip Lange og bygget i 1799-1800. Gården, der er et karakteristisk eksempel på en mindre dansk landejendom fra den periode, er nu fredet. Dorthealyst kom aldrig til at fungere som enkesæde, idet ejeren Christian Ditlev Lunn, overlevede sin kone. Gården blev herefter stutteri med opdræt af Knabstrupperhesten. Dorthealyst er stadig basis for hesteopdræt, skønt gården har skiftet ejere adskillige gange. Nu med Welsh Cob og Welsh Mountain ponier. Gården er desuden base for Dansk Køre Selskab’s mange aktiviteter. Danmarksmesterskabet er åben for kuske i klasserne: 1-, 2- og 4-spand hest , samt klasserne: 1-, 2- og 4-spand pony. Desuden afholdes det første uofficielle Danmarksmesterskab for juniorkuske. Der forventes et stort antal ekvipager, dvs. max 90 spand. Blandt deltagerne er de kuske som skal forsvare de danske farver ved VM 2010 for henholdsvis 1-spand hest (Italien) og Juniorer, som skal til Ungarn. Den kombinerede konkurrence består af tre discipliner: Dressur. (disciplin A) Programmet køres efter hukommelsen og kun i gangarterne skridt og trav – d.v.s. at galopanspring straffes. Formålet er at bedømme hestene/ponyernes frihed, regelmæssighed, harmoni, bæring og afskub m.v. Mens kusken bedømmes for stil, nøjagtighed, herredømme over heste/ponyer og ekvipagens præsentation. Maraton (disciplin B) er traditionelt publikumsmagneten med fart, spænding og præcision. Der køres med specialbyggede vogne. Af hensyn til sikkerheden er hjelm og sikkerhedsvest obligatorisk for kusk og groom. En terrænrute på ca. 15 km slutter med otte udfordrende udfordringer forhindringer, som er placeret i gåafstand omkring Dorthealyst. Formålet er at afprøve heste og ponyers kondition, udholdenhed og kuskens kørefærdigheder, evne til at bedømme tempo og kuskens generelle horsemanship. Der køres på tid. Forhindringskørsel (disciplin C ) er den del af konkurrencen. Forhindringsbanen indeholder et antal forhindringer, som består af kegler med bolde. Banen skal gennemkøres indenfor en fastlagt fejlfri tid, hvor overskridelse medfører strafpoints på 0,5 pr. påbegyndt sekund, ligesom en nedrevet bold vil gi’ 3 strafpoints. Formålet er afprøve ekvipagens kondition, lydighed og smidighed og ikke mindst kuskens færdigheder og dygtighed. Program for hele konkurrencen: Torsdag kl. 09 – ca. 16.30 Præsentation og dressur Fredag kl. 09 – ca. 16.30 Præsentation og dressur Lørdag kl. 09 – ca. 15.30 Maraton, første ekvipage når forhindringerne kl. ca. 9.45 Søndag kl. 10 – ca. 14.30 Forhindringskørsel på dressurbanen Dansk mesterskab foregår 15.-18. juli 2010 på Dorthealyst, Knabstrup Møllebakke 6, 4440 Mørkøv. Stor parkeringsplads. Cafeteria på pladsen. Oplysninger på tlf. 40 11 94 34. Startlister, resultater m.v på www.dansk-koere-selskab.dk eller www.koereforbund.dk.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen