Dansk landstræner for USA!

12-08-2009 16:45
Den amerikanske ridesport sprudler i dag med nyheden om, at det amerikanske dressurlandshold har fået ny chef d'equipe i Anne Gribbons og ny landstræner i danske Morten Thomsen efter Klaus Balkenhols fratrædelse
Copyright Ridehesten.com
Tillykke til den danske berider Morten Thomsen med stillingen som landstræner for det amerikanske dressurhold (Foto: Ridehesten.com).

Tyske Klaus Balkenhol har i otte år været landstræner for det amerikanske dressurlandshold. Nu er danske Morten Thomsen udnævnt til ny landstræner og amerikanske Anne Gribbons (oprindeligt svensker) bliver holdleder og skal tage sig af den rådgivende og administrative funktion omkring landsholdet. Den amerikanske rytter, Robert Dover, der nu har trukket sig tilbage fra konkurrencesporten, stillede op som kandidat til posten som chef d'equipe, men udtrykker på sin hjemmeside respekt omkring valget af Gribbons og ønsker hende og holdet al mulig held og lykke. Den amerikanske ridesports presse har dog ikke givet Gribbons og Thomsen den bedste medfart og fokuserer på deres internationale præstationer som ryttere, der ikke tåler sammenligning med f.eks. Klaus Balkenhol. Der skrives, at de 14 kandidater fra Nordamerika og Europa er chokerede over valget af Gribbons og Thomsen, og at hele verdens ridesportskredse er rystede over beslutningen blot et år forinden WEG 2010 i Kentucky, der betragtes som den allervigtigste begivenhed for amerikansk dressur nogensinde. Mon ikke det altsammen er en overdrivelse i amerikansk skandalestil? Udover at fokusere på Gribbons og Thomsens lave score ved OL for mange år tilbage, kritiseres Gribbons også for at være den O-dommer ved CHIO Aachen i år, der gav den amerikanske stjerne Steffen Peters laveste point i nogle af øvelserne. Morten Thomsen har vundet valget over de amerikanske topkandidater efter en tre-dages clinic i Californien, rapporterer Dressage-news.com.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner