Britt Carlsen
Stemningen var elektrisk da kat. 120 blev redet ind i hallen i Neumünster - Clover e. Colman/Baloubet du Rouet er opdrættet af Karen Kappel på Stutteri Mariendal ved Haderslev, og den 5-årige vallak blev fredag sprunget for publikum i hallen af Jennifer Fogh Pedersen, da efterfølgende bemærkede, at den ville hun meget gerne have i stalden. Han viste ogå helt overordentlig imponerende springning med super teknik og en dejlig praktisk galop. Han er i øvrigt ud af samme hoppestamme, som også har givet den kårede hingst Lucky Light. Smuk og ædel er han også og i dag kunne auktionarius Uwe Heckmann slå auktionshammeren i podiet da prisen nåede 72.000 Euro.
Karen Kappel var meget tilfreds med resultatet af auktionen. Det er første gang stutteriet har en hest med på auktionen i Holsten, og det har været en spændende, men også langvarig proces, der tog sin begyndelse i august i år med den første fremvisning af Clover i forbundet.
27 rideheste blev sat på auktion lørdag middag og de blev solgt til en gennemsnitspris på knap 44.000 euro. Dyreste hest blev et Diarado-afkom, Dito, der gik til Australien for 110.000 euro.