Dansk avl dyster i Bundeschampionatet

04-09-2014 16:15

Nu er det tid til et af årets store højdepunkter i den tyske avlerverden - Bundeschampionat skudt i gang i Warendorf i Tyskland

I år er det udvidet med en dag og startede derfor allerede i tirsdags. Det er for heste og ponyer, og der dystes i discipliner som dressur, springning, kørsel og military i alderen fra tre år og op til seks års. Hingste for sig og hopper og vallakker mod hinanden.  Kvalifikationerne til det prestigefyldte championat startede allerede i maj over hele Tyskland for at finde de bedste heste og ponyer i hvert distrikt til de eftertragtede pladser.

I år er der også dansk deltagelse. I morgen fredag mellem 8.00-12.00 skal den danskavlede pony Newes Diskonto S e. Heidehofs Don Diego/Aester El Nino (ejer og avler: Marianne Newe) starte med sin rytter Andrea Müller-Kersten i den indledende dressur for 4 års hopper og vallakker.

- Drømmen er da at sidde på søndag i finalen, men man må også være lidt realistisk. At være med til Bundeschampionat med sit eget avl er alene ganske fantastisk og herefter er der ingen forventninger, siger ponyens ejer og avler, Marianne Newe.

Hun medbringer to dannebrogsflag og er klar til at starte en dansk lejr på tilskuerpladserne. 

Bundeschampionatet kan følges live på ClipMyHorse.

Hvis andre ryttere eller avlere er af sted med danskavlede heste, er man meget velkommen til at sende en mail til tr@wiegaarden.dk.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner