Thomas Bach Jensen
Det internationale springstævne i Hardenberg, Tyskland, er stadig under fuld afvikling med flere spændende klasser i løbet af søndag – bl.a. en 1,55 m springklasse. Lige fra den tidlige morgenstund har de danske ryttere ydet en imponerende indsats med flotte resultater til følge. Søndagens første to klasser har begge fået Dannebrog til tops! I dagens 1,30 m klasse blev det igen Karen Rohde, der slog til med en 0-runde i klassens hurtigste tid og dermed sejr på hingsten Capo. Den efterfølgende klasse havde 29 ryttere til start, hvoraf danske Charlotte Jørgensen var eneste udenlandske islæt, idet 28 ryttere red under tysk flag. Alligevel blev det til dansk sejr i denne 1,40 m klasse, hvor Charlotte Jørgensen red den 14-årige holstenerhingst Lasall.