Thomas Bach Jensen
Liselotte S. Rosenhart er nu dansk mester i grad I, mens Caroline Cecilie Nielsen sikkert satte sig på titlen i grad II. Annika Lykke Dalskov sikrede sig mesterskabet i grad III, mens Line Jørgensen er danmarksmester i grad IV. 2. afdeling af Basisbank DM i paradressur blev afviklet i kür, og mesterskaberne blev afgjort af det samlede resultat fra 1. afdeling (fredag) og 2. afdeling. Suveræn sejr til Line Jørgensen i grad IV Line Jørgensen (KLØR) og Di Caprio gentog fredagens flotte takter og leverede grad IV’s stærkeste kür til 77,833 %, hvormed mesterskabet kom i hus med et samlet resultat på 150,091 %. 2. pladsen i klassen gik til Line Kongensgaard (ASR) på Lapinio med 69,417 %, der med samlet 133,718 % inkasserede mesterskabssølvet. 3. pladsen i küren gik til Line Damgaard (BRRK) på Kolkjærs Silvano med 66,583 %. Annika Lykke Dalskov danmarksmester i grad III Også Annika Lykke Dalskov (DAR) og Aros A’ Fenris fastholdt deres føring fra 1. afdeling af Basisbank DM i paradressur for grad III, da de leverede en kür til 77,500 %. Med et samlet resultat på 150,278 % tilfaldt mesterskabstitlen den fynske rytter. Lige i hælene kom Susanne Jensby Sunesen (HBR) og Thy’s Que Faire, der tog dagens 2. plads med 74,417 % og med samlet 146,639 % sikrede sig DM-sølv. 3. pladsen i dagens klasse gik til Mette Jensen (FVR) på Mountheavens Lipsha med 66,250 %, mens et samlet resultat på 131,556 % udløste DM-bronze til Ella Hartvig Severinsen (VJR) på Chester. DM-titel til Caroline Cecilie Nielsen To ryttere har kæmpet om guldet i Basisbank DM for grad II, og her viste Caroline Cecilie Nielsen (HØS) og Leon sig urørlige. Lørdag leverede den stærke ekvipage en kür til 74,833 %, og med samlet 146,738 % var guldet i hus. Malene Høj Sommerlund (KLØR) og Markgårds Donnewinds kür blev bedømt til 68,583 %, og det samlede resultat blev 127,631 %. Liselotte S. Rosenhart vandt for grad I Mesterskabstitlen gik til grad IA-rytter Liselotte S. Rosenhart og Priors Lady Rawage efter en flot kür til 72,500 %. Med samlet 143,167 % kom mesterskabet i hus, hvilket dog ikke var uventet, da konkurrenten grad IB-rytteren Jens L. Dokkan på Logo’s Ikaros kommer fra Norge. Den norske ekvipage leverede et ridt til 70,417 % og et samlet resultat på 138,388 %. PL-udtagelse på Broholm Lørdag udtog landstræner David Amager også de fem paradressur-ekvipager, der skal forsvare de danske farver ved De Paralympiske Lege (PL) i London. Det bliver dagens nykårede mestre samt Susanne Jensby Sunesen, der skal til London. PL afvikles i dagene 29. august til 9. september, og paradressuren afvikles fra den 30. august til den 4. september. Kilde: DRF: