Camilla Tiefensee Schrøder
JNT Westerncenter var vært for årets danmarksmesterskab i reining, som blev afholdt den 27.-29. oktober. Danmarks bedste westernryttere var samlet ved stævnet, hvor der i alt blev kåret syv danmarksmestre, men der var også deltagelse fra Holland og Tyskland, oplyser National Reining Horse Association Danmark (NRHA) sammen med offentliggørelsen af årets resultater.
Suveræn vinder i Open-klassen
DM Open er stævnets mest prestigefyldte klasse, og den blev afviklet sidst på lørdag eftermiddag. Som en af klassens første ryttere lagde Rebecca Jensen på Whiz Be San Bagder ud med et fejlfrit ridt med flotte lange slidings stop og en score på 72 – en score, som resten af feltet ikke kom i nærheden af.
Et flot ridt af Ditte Poulsen på Shine Way øgede spændingen om guldet, men en sprængt gjordstrop gjorde, at Ditte Poulsen og Shine Way måtte udgå. Annette Andersen og Dun lostma Chocolate fik sølv med 71, og årets upcoming ekvipage Christina Johansen og Smart Trashy Gun fik Bronze med 69,5.
Stævnet var velbesøgt af interesserede tilskuere, og stemningen var god og hyggelig, fortæller lederen af NRHA, Annette Andersen. Der piftes og hujes ved særlig gode præstationer eller som opmuntring undervejs. Som altid i DM-klasserne var der nerver på, og der indløb ekstra fejl undervejs ved de mere urutinerede ryttere.
Læs mere om reining på NRHA's hjemmeside og se en oversigt over resultaterne i tekstboksen nedenfor.