Cecilie Lindahl
Ved årets første ECCO Cup-kvalifikation, der i weekenden blev afviklet i sundeved Rideklub, løb Frederikke Gram Jacobsen og RS Proud Mary med sejren for Kat. II, mens Sofie K. Hansen og Prince of Glory vandt kvalifikationen for Kat. I.
Rytterne byttede plads hos Kat. II
Ecco Cup kvalifikationen blev redet over 2 dage, og 12 dressurekvipager var videre til kürfinalen søndag. Resultatet findes ved at lægge resultatet fra lørdagens ridt sammen med søndagens resultat. Bedste Kat. II-ekvipage blev Frederikke Gram Jacobsen og RS Proud Mary. Ekvipagen tog andenpladsen ved lørdagens klasse med 70,684% og tog sejren i søndagens kür med 71,792 %. Det betød en samlet procent på 71,196. Andenpladsen gik til Thilde Emilie Højer, der i går kunne stille sig øverst på sejrskamlen, men måtte i dag nøjes med andenpladsen. Thilde Emile og Gribsvads Little Hector red samlet til 71,096 %, mens Maja Emilie Leth og Magic Manipu tog tredjepladsen med samlet 69,738 %.
Tæt kamp om placeringerne hos Kat. I
Hos Kat. I var 18 ekvipager videre til søndagens kür, og her var det altså Sofie K. Hansen og Prince of Glory, der gjorde størst indtryk på dommerne. Med 73,462% og 78,417 % blev det til samlet 75,959%, og dermed var førstepladsen i hus. Der var dog hård kamp om top tre placeringerne, og lige i hælene på Sofie K. Hansen kom Kristian Würtz Green og Lilo L, der red sig ind på andenpladsen med samlet 75,709 %. Louise Fauerholm Christensen og Vegelin´s Goya sluttede med 74,441 %, og dermed vandt parret tredjepladsen.
Se stævnets start- og resultatlister HER
I november udgaven af magasinet Ridehesten fra 2016, kan du læse en artikel om Kristian Würtz Green – Hanen i hønseflokken drømmer om OL, HER