Annika Knudsen Lorentsen
Dagens holdkonkurrence for seniorrytterne ved Agria Nordic Baltic Championships er netop afgjort og det var en spændende afgørelse mellem de to bedste hold fra henholdsvis Danmark og Norge.
Efter dagens første runde lå Danmark blot en enkelt fejl bedre end Norge, så det var ikke meget der skilte de to hold ad. I anden runde red norske Frederik B. Seim på Quevara van de Vlierbeek Z på banen som første rytter for Norge og her leverede han endnu en nulrunde for sit hold, og med de blot 1.02 fejl fra gårsdagens runde lagde han sig i front af den individuelle turnering. Første rytter for Danmark i anden runde var Jessica Vinther Jensen på Leonie 111 Z og sammen leverede de en fejlfri runde for Danmark.
Anden rytter ud for Norge i anden runde af dagens konkurrence var Veronika Gylthe på Vidtskue’s Jenni Star og de red med fire fejl og dermed lettede lidt af presset fra de danske skuldre inden anden rytter Jessica Toelstang på Quartel du Mazes skulle ind på banen. I første runde havde Jessica redet en overbevisende fejlfri runde, men desværre fik hun tre nedslag og dermed 12 fejl.
Presset som ellers ikke var så stort før var nu pludseligt større for Danmark, men den tredje rytter fra Norge Mia Marlene Jensen på Vong’s Bernice endte også på 12 fejl. Tredje rytter fra Danmark, Josephine Bøgh på Laurenz 29 leverede en super fejlfri runde og dermed tog hun lidt af presset fra den sidste danske rytter.
Camilla Ernst sidste rytter for Danmark
Fjerde rytter for Norge Erik Preben Strand på Indoletto fik fire fejl undervejs i anden runde og dermed kunne Camilla Ernst, fjerde rytter fra Danmark, tåle at få to nedslag. Det betød dog ikke at der ikke var pres på den danske rytters skuldre, for to nedslag kan man hurtig få på den teknisk svære 140 cm høje bane.
Camilla Ernst bevarede koncentrationen og red flot rundt på banen med Twice As Lucky. På trods af vallakkens navn, var intet overladt til heldet i dag, for ekvipagen var helt sikre rundt på banen og red fejlfrit. Dermed var den danske sejr sikret og det endda med en del fejl ned til det norske team, som modtog sølvmedaljerne.
– Jeg elsker at ride som fjerdemand, der er et stort pres, men det kan jeg godt lide, fortæller Camilla Ernst umiddelbart efter sit ridt og fortsætter:
– Det bliver spændende når jeg skal ride den individuelle finale, lige nu ligger jeg til medalje, så vi vil selvfølgelig gøre vores bedste for at ride fejlfrit igen.
Camilla og Twice As Lucky ligger på en flot andenplads i den individuelle stilling og dermed er der håb for en topplacering i morgendagens finale.
Se start- og resultatlister her.