Kristine Ulsø Olsen
Da de danske dressurhold i 2022 vandt VM-guld på hjemmebane i Herning, sikrede de sig også kvalifikationen til OL i Paris. Dermed har det længe været kendt, at i hvert fald dressurrytterne og pararytterne kunne sende hold, mens der har været individuelle pladser på spil for danske spring- og militaryryttere, som tildeles ud fra en række ranglister.
Kvalifikationsperioden udløb den 31. december 2023, og FEI har nu bekræftet at ranglisterne er endelige, og det betyder at Andreas Schou har sikret Danmark en individuel plads i springning, mens Peter Flarup har sikret en plads i military. Det var også tilfældet op til OL i Tokyo, hvor Danmark også blev sikret individuelle pladser i de to olympiske discipliner af Emil Hallundbæk og Peter Flarup.
Andreas Schou har overlegent vundet FEI Olympic Ranking Group A med Darc De Lux, men tager man et kig på ranglisten er det tydeligt hvor godt repræsenteret Danmark er. På andenpladsen følger nemlig Rikke Belinda Barker, mens Mathias Nørheden Johansen blev nummer fire og Lars Bak Andersen nummer fem og seks. Det betyder dog ikke, at Andreas får en plads med sikkerhed, men at Danmark får en plads, og landstræner Bo K. Møller kan altså vælge, hvilken rytter der er i bedst form, når OL nærmer sig.
For andet OL i træk har Peter Flarup sikret Danmark en plads ved OL i military, da han og Fascination slutter som nummer et i FEI Olympic Ranking Group A. På samme måde er han heller ikke garanteret pladsen, men den endelige beslutning om, hvem der indstilles til at skulle deltage, træffes af elitesportschefen, Annette Mosegaard, samt holdleder, Kerstin Emilie Dallmann, når vi nærmer os sommeren.
Frem til den 5. februar skal nationerne enten bekræfte eller afslå de tildelte kvotepladser, og derefter skal alle nationer inden den 28. marts nominere en såkaldt "long list" med potentielle ekvipager.