Annika Knudsen Lorentsen
EM for veteraner afholdes i franske Hardelot, og for første gang er der et dansk hold til start ved veteranmesterskabet. I dag blev holdkonkurrencen afgjort, og her viste det danske landshold rigtig god form og avancerede fra femte til fjerdepladsen, og de var blot et nedslag fra at tage bronzemedaljen.
Dagen i dag bød på to runder, og samlet tillagde det danske hold blot fire fejl til gårsdagens resultat fra dagens første runde. Jeanet Glud Jørgensen med 4Moor Favorant e. Favorit Ask/ Caretino (opdr. Jeanet Jørgensen) leverede en runde med fire fejl og en fejlfri runde i dag, Louise Rich med Dynamic e. Diarado/ Cassini I gjorde det samme, Rikke Kjær med Cocorico de Riverland e. L'Arc de Triomphe/ Kashmir van het Schuttershof startede med en fejlfri runde og herefter en med fire fejl. Natasja Kock Mogensen med Cooper e. Lord Z/ Polydox var igen i dag bedste dansker, og leverede to fejlfrie runder, som også betyder, at hun har avanceret i den individuelle konkurrence, som afgøres på søndag. Det danske hold sluttede med 19,37 fejl
Holdkonkurrencen blev vundet af hjemmebaneholdet fra Frankrig, som var urørlige og sluttede med blot 3,08 fejl i årets mesterskab. På sølvmedaljen blev det Storbritannien med 11,56 fejl, mens Schweiz tog bronzemedaljen med 16,46 fejl.
Dansk medaljehåb individuelt
I den individuelle stilling, som afgøres på søndag, er der håb for en medalje. Natasja Kock Mogensen leverede to fejlfrie runder i dag, og har dermed fortsat 3,51 fejl i den samlede stilling, hvor hun er placeret på en foreløbig fjerdeplads.
I front med franske Regis Albrand med 0 fejl, mens hans holdkammerat Amelie Saussey har 0,57 og er på en foreløbig andenplads. På tredjepladsen er Diego Uson Olaso fra Spanien med 1,9 fejl. Danske Natasja er derfor placeret mindre end et nedslag fra sølvmedaljen.
Finalen søndag afholdes over to runder, så alt er fortsat åbent, selvom Regis Albrand ser særdeles stærk ud.
Næstbedste dansker er Jeanet Glud Jørgensen, som er placeret som nr. 18 med 9,09 fejl. Louise Rich er placeret på 22. pladsen med 10,77 fejl, mens Rikke Kjær er placeret som nr. 30 med 15,21 fejl. Det er de 25 bedste der skal ride på søndag, men der suppleres op fra en reserveliste, som består af fem ryttere. Dermed er der reelt chance for, at alle fire danske ekvipager kan få plads i søndagens finale.