Signe Wiese
Efter landsstævnet i Hjallerup, hvor Daniel og Donna Silver sejrede i både Grand Prix og Grand Prix Special, har der været stor interesse for ekvipagen, der sidst kunne opleves på dansk jord i 2011. Donna Silver e. Blue Hors Don Schufro/Willemoes (opdr. Lillian og Carl Erik Jensen) blev i foråret 2010 solgt til den italienske Grand Prix-rytter, Silva Rizzo, og har siden været i træning hos bl.a. den danske landstræner i dressur, Rudolf Zeilinger, hvor Daniel Bachmann Andersen red hoppen, og hos den hollandske toprytter Hans Peter Minderhoud. Efter adskillige år i Tyskland, vendte Daniel tilbage til Danmark i efteråret 2012, hvor han fik job hos Helgstrand Dressage, og nu er Donna Silver altså også tilbage i landet, hos Helgstrand Dressage.. – Det er ren og skær sammentræf, at hun kommer tilbage hertil efter jeg er blevet ansat, fortæller Daniel Bachmann Andersen til Ridehesteb. Daniel er begejstret for igen at have mulighed for at ride hoppen. Inden landsstævnet i Hjallerup havde Daniel kun haft ca. to uger til at lære hoppen at kende igen, men det var ikke noget problem: – Hun gik helt super i Hjallerup, og det har været nemt at overtage hende igen, fordi hun er blevet så godt redet hos Hans Peter Minderhoud, fortæller Daniel. Da Donna Silver trænes hos Helgstrand Dressage kan Daniel ikke sige noget om, hvor længe han endnu kan ride hoppen, men han håber at få lov til at beholde hende et stykke tid endnu.