Daniel Bachmann: Det er mega nervepirrende (video)

15-05-2021 17:06

For et år siden valgte Daniel Bachmann Andersen at gå selvstændig og han er nu ved at have opbygget en god base af unge og til dels uerfarne heste, som han den seneste tid har debuteret med. I dag havde han i München debut med den skimlede hingst Caracciola MT, som resulterede i en anden plads i Nürnberger Burg-Pokal kvalifikationen 

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Caracciola. Foto: Lars Seefeld

DV og dansk flag i toppen
Det er næsten et år siden at Daniel Bachmann Andersen sagde farvel til jobbet som chefberider på Blue Hors og i stedet valgte at ville drive selvstændig virksomhed med sin hustru Tiril Bachmann Ånerud. Gennem de seneste par måneder har Daniel fået opbygget en god base af kvalitetsheste, unge som gamle, men mest af alt, er samtlige af dem meget uerfarne i konkurrence sammenhæng. 

I dag han havde så debut med den skimlede holstener hingst Caracciola MT e. Chin Champ/Calido som faktisk er avlet som springhest, men dog kun er springhest på papiret. Hingsten er ejet af den olympiske mester Sissy Max-Theurer, men sat til rådighed for Daniel. I dagens St. Georg Special, som var kvalifikation til den tyske dressurturnering Nürnberger Burg-Pokal, formåede Daniel og Caracciola at ride sig ind på en andenplads med hele 74,19%. Kun overgået af sølvmedaljehoppen Straight Horse Ascenzione som med tyske Helen Langehanenberg vandt klassen med 76,61%.

– Det var bare en rigtig god tur. Det er jo en charmerende hest, som har hele pakken og som viser talent for alt det svære. Det var jo vores debut, så vi skal lære hinanden at kende ligeså stille, og så må vi se hvor langt det kan komme, fortæller Daniel fra München. 

Lidt nervepirrende  med debut hele tiden
De seneste stævner som Daniel har redet, har nærmest alle sammen været debut-stævner på de forskellige heste og endda til internationale stævner. 

– Det er jo mega nervepirrende ligefrem at have stævnedebut og samtidig international debut på hestene, for det kræver virkelig at man er omstillingsparat. Det kan godt være at de er gode til træningen derhjemme, men der er altså bare forskel når man så rider på banen. Heldigvis er det gået godt alle gangene, så det er mega sjovt og fedt, griner Daniel.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Carso'Ni. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Ingen Compiegne til Daniel
Ved stævnet i Hagen for en måned siden havde Daniel stævnedebut og tilmed international debut på 15-årige Carso'ni e. Carson Ask/Leendert (opdr. Svend Åge Juhl). Ved stævnet i München, blev de i går placeret i Grand Prix og samtidig red de deres sidste kvalifikation til OL hjem. I dagens Grand Prix Special så Carso'ni lidt træt ud og det var netop hvad han var, fortalte Daniel efterfølgende. 

– Han var egentlig bare træt. Han er meget uerfaren i forhold til at gå stævner og det at rejse, så det tærer på hans kræfter. Jeg er stadig stolt over præstationen fra i går, så han skal bare med ud fremadrettet og få noget mere erfaring i det med at være afsted, fortæller Daniel.

Planen var at Daniel og Carso'ni skulle have været med og ride CDI3* ved stævnet i franske Compiegne om to uger, men der er planerne nu lavet om. Stævnet i Compiegne bruges som optakt til OL, men Daniel har valgt ikke at tage afsted alligevel. 

– Jeg ser ikke mig selv som en af de første kandidater til OL, så jeg har valgt at blive hjemme og sparre Carso'ni for den lange tur. Vi har nogle super seje ryttere som helt sikkert kommer til at gøre det godt ved OL, men jeg må også erkende at jeg lige nu er i en situation hvor jeg skal ud og have mere erfaring med mine heste og det har jeg det så fint med. 

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell ved stævnet i Hagen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

DM venter forude
I stedet skal Daniel ride DM ved Equitour på 9-årige Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/ Michellino (opdr. Tina Christoffersen og Nicolai Jepsen) og 11-årige Fanalino e. Floriscount/Alabaster, som han debuttede med til landsstævnet i Sdr. Hygum for to uger siden. 

– Jeg glæder mig til DM, hvor jeg har de to heste med som er meget grønne. Jeg har stået i samme situation før, hvor jeg har haft heste der skulle have erfaring på Grand Prix-niveau, forskellen er bare at nu har jeg den erfaring og jeg ved hvordan det skal føles. Man skal have respekt for den udvikling som hestene skal gennemgå, for det kan ikke gøres hurtigere. Det er en proces som skal modes og der går gerne et år på Grand Prix-niveau, hvor det blot gælder om at høste erfaring, slutter Daniel.

Se resultatet af Nürnberger Burg-klassen HER samt Daniel og Caracciolas ridt herunder.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen