Trine Askjær-Jørgensen
45 ekvipager var i dag på banen i den første afdeling af Blue Hors Unghestechampionat i dressur ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, og dermed er konkurrencen skudt godt i gang.
På førstedagen vises hestene tre ad gangen i Jyske Bank Boxen for at give dem de bedst mulige forudsætninger for at vænne sig til de imponerende rammer. Hestene blev vist frem under egen rytter efter anvisning af Gunilla Nyman, der dirigerede ekvipagerne rundt i LA-øvelser.
Ved dommerbordet sad tyske Sven Rothenberger og danske Jens Holm Kristensen. På førstedagen kommer dommerne endnu ikke med kommentarer til hestene, de fortæller bare, hvilke karakterer de har givet, og indledningsvist er det udelukkende karakterer for gangarter.
Allerede ved det første hold var dommerne klar med de høje karakterer, idet de gav guldmedalje- og RDH-hoppen Atterupgaards Daimi e. Springbank II VH SWB/ Bon Bravour (opdr. Atterupgaard) med Selina Solberg Vittinghus i sadlen 9,5 for trav, 8 for skridt og 8,5 for galop, hvilket gav dem i alt 156 point.
Det betyder, at parret har lagt sig i front af konkurrencen, hvor der i morgen venter endnu en dag med fremvisning under egen rytter, inden de 21 bedste heste går direkte videre til testrytterdelen på lørdag og søndag, hvor de får selskab af de tre bedste fra B-finalen. Daniel Bachmann Andersen skal nemlig teste i alt 24 heste.
Dagens næsthøjeste karakterer gik til de to heste på en delt andenplads, nemlig Frydenssangs Eye Crusher e. Eye Catcher/ Ballet Prince XX (opdr. Julie Birch Vinge) med sin ejer Emma Ahlberg i sadlen og Dizzy e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Zack (opdr. Hesselhoej.dk ApS) med Maria Anita Andersen. De fik begge 9,0 for skridt, 8,0 for trav og 8,5 for galop, hvilket gav dem i alt 153 point.
Fjerdepladsen blev også delt mellem Kiran G. e. Kremlin MD/ Fassbinder (opdr. Stutteri G. v/ Helene Geervliet) og Betina Jæger, som fik 8,5 for skridt, 8,0 for trav og galop, samt Danubio e. Hesselhøj Donkey Boy/ L'espoir (opdr. Mia Bach), som med Rianna Percy i sadlen fik 7,5 for skridt og 8,5 for både trav og galop. Det giver dem i alt 147 point.
Resultatet af første afdeling af unghestechampionatet.
Stævnets start- og resultatlister.
Hestene kvalificerer sig via Dansk Varmblods egnethedstests i efteråret. I dressur udtages de 50 bedste heste og 10 reserver.
Dag 1: Hestene vises tre ad gangen under egen rytter og rider efter anvisning fra dommerne, der bedømmer dem i skridt, trav og galop.
Dag 2: Hestene vises to ad gangen under egen rytter og rider efter anvisning fra dommerne. Her bedømmes alle tre gangarter samt ridelighed og kapacitet.
A-finale: De 21 bedst placerede heste efter bedømmelse med egen rytter går direkte videre til testrytterdelen, som opdeles i to heat og afvikles henholdsvis lørdag og søndag. Testrytterbedømmelsen har en varighed af ca. 10 minutter, og testrytteren giver to karakterer for henholdsvis ridelighed og kapacitet.
B-finale: De heste, der ikke har kvalificeret sig til A-finalen, går B-finalen fredag, hvor de vises to ad gangen efter anvisning fra to dommere. Her bliver de bedømt i gangarter under egen rytter. I B-finalen nulstilles karaktererne, så karaktererne fra indledende runder ikke tæller med. Da hestene ikke deltager i testrytterdelen, får de overført rideligheds- og kapacitetskarakter fra bedømmelse under egen rytter til det samlede resultat. De tre bedste heste fra B-finalen går videre til testrytterdelens anden dag.