Maja Golles
Lørdag 28. juni afvikles et sponsorcykelløb, Tour de Aalborg Væddeløbsbane, som en del af en storstilet aktivitetsdag. - Ideen med sponsorcykelløbet er min, men den er affødt af den meget berettigede klagesang fra trænere og hesteejere om præmierne i de ordinære travløb, som ikke har været justeret eller indeksreguleret de seneste fem sæsoner, mens alting omkring os stiger, eksempelpris prisen på havre, som alene i fjor steg 70 procent, siger Aalborg-banens direktør Jesper Elbæk, der selv er klar til at trampe i pedalerne i lighed med banens trænere og andre, som bakker op om initiativet. - Ambitionen er at cykle 125.000 kroner ind, så vi fordelt over fem løbsdage kan øge præmiesummen i 25 V5-løb med hver 5.000 kroner. Samtidig er jeg overbevist om, at vi får det rigtig sjovt undervejs, for der bliver helt sikkert nogle indbyrdes dyster på jernhestene. - Vi cykler i protest, jovist, men vi vil også gerne vise sportens øverste organer - Dansk Travsports Centralforbund og Hestevæddeløbssportens Finansierings Fond - at vi ikke bare brokker os hovedløst, men at vi er klar til selv at tage teten, hvis vi skal forhindre, at trænere og hesteejere kaster håndklædet i ringen. - Med de aktuelle træningspriser skal en hest vinde et løb og opnå en andenplads hver måned for at indtjene tilstrækkeligt med præmiepenge til at modsvare udgifter på cirka 7.000 kroner til primært træning, dyrlæge og sko, konstaterer Jesper Elbæk. Kilde: Nordjyske