Britt Carlsen
Som vi fortale i en nyhed her på siden for en tre timer siden (midt under auktionen i Holsten) - så har Stutteri Ask været på spændende hingsteindkøb, og nu er der kommet yderligere informationer frem. Stutteri Ask's førsterytter berider Søren Møller Nielsen fortæller: - Vi har fulgt hingstene tæt under kåringen, og de to hingste vi har indkøbt, mener vi, passer perfekt til den danske springhesteavl, og så er det også et par sportshingste, som jeg glæder mig til at ride i sporten! For 270.000 euro indkøbte Stutteri Ask kat. nr. 36 Ci Ci Senjor e. Cassini I/Contender - hingsten havde Dansk Varmblods formand Jan Pedersen også udpeget i kollektionen, som en af de hingste, han fandt mest betydningsfulde blandt de mange velspringende unghingste, fortalte han bl.a. i forbindelsen med kåringen, hvor han var inviteret til at formidle sit indtryk af kåringsårgangen til publikum indend afgørelsen faldt her til eftermiddag. Det var også en hingst, som rigtig fik vist sine kvaliteter i løsspringningen, og det var derfor helt naturligt, at der var rift om hingsten på auktionen. For 170.000 Euro indkøbte Stutteri Ask også kat. nr. 71 Cris, en Cristo-søn med Cicero til morfar. Bag denne hingst gemmer sig en særdeles interessant historie, fortæller Esben Møller og Søren Møller Nielsen. Den højstillede og topmoderne hingst, som sprang med et vældigt kraftoverskud er halvbror til en af de mest sucesfulde unge heste på den internationale springscene: Cristallo e. Caretino redet med succes af amerikanske Richard Spooner. Det par har i år vundet 350.000 euro i sporten, og blandt deres toppræstationer er en forrygende sæson i Global Champions Tour. De danske avlere og ryttere får chancen for at se hingstene "live", når de fremstilles til Dansk Varmblods hingstekåring i Herning. Læs mere om hingstekåringen i Holsten i Ridehestens decembernummer.