Anna Pørtner
Fredag red de danske militaryryttere på banen for første gang i Polen, hvor de skulle starte ud i dressurdelen. Her var både Peter T. Flarup og Tobias Jørgensen til start i CCI3*-S. Efter klassen var afsluttet, var det ikke fordi danskerne lå i toppen. Flarup lå med H. Carald Z e. Herald 3/ Solos Landtinus som bedste dansker, og det var altså på 12. pladsen med 35,4 point i straf. Hverken Tobias Jørgensen eller Flarup på sin anden hest, var altså at finde i toppen af dressuren inden lørdagens afgørende spring og terræn.
Lørdagens springning bød dog på bedre resultater fra danskerne. Flarup og Gamegirl Impe e. Chico's Boy/ Cyrkon red nemlig en flot fejlfri runde på springbanen, hvilket skubbede dem op som foreløbig nummer ni inden terrænet. Ligeledes præsterede Tobias Jørgensen at ride en fejlfri runde på springbanen på den ene af sine heste, nemlig Alex e. Acodetto 2/ Leonid Oldekop zg Caren, hvilket placerede denne ekvipage på en foreløbig tiendeplads. Flarup havde med Carald Z, der ellers lå lunest i svinget efter dressuren, et enkelt nedslag og gik derfor ind til terrænet på en foreløbig 16. plads. Ligeledes havde Tobias og J-Heraldika e. Herald 3/ Quite Capitol tre nedslag rundt på springbanen, der placerede dem som nummer 27 inden terrænet.
I military kan alt ske. Lørdag eftermiddag var det tid til, at ekvipagerne skulle i terrænet. Selvom Tobias Jørgensen og Alex lå godt nede i feltet inden terræn-delen, formåede ekvipagen nemlig at ride en forrygende tur i terrænet med kun 1,6 tidsfejl og dermed endte ekvipagen på en flot tredjeplads i CCI3*-S. Ligeledes havde Flarup og Gamegirl Ampe en imponerende tur i terrænet, hvor de kom fejlfrit igennem med 6,8 tidsfejl. Ekvipagen sluttede hermed på en samlet femteplads.
Udover CCI3*-S var Peter Flarup også til start med Fascination e. Favorit Ask/ Lando i CCIO4*-NC-S, hvilket er den hest han er udtaget til at repræsentere Danmark ved de olympiske lege i Paris på. I fredagens dressur havde parret et fint ridt, og endte på 32,2 strafpoint, hvilket placerede dem som nummer otte inden lørdagens terræn. Her havde Flarup og Fascination en fin tur, men med 14,0 tidsfejl gik de ind til springningen med i alt 46,2 strafpoint efter dressur- og terrændelen. Søndag var det tid til springning, hvor parret desværre fik et enkelt nedslag og dermed endte på en samlet placering som nummer otte.