Marie Helene Rigård Rohleder
– Vi sover altså ikke inde i dommerburet, fortalte international dressurdommer Susanne Baarup under eftermiddagens Nathalie Horse Care clinic. Og det beviste hun bestemt også under clinicen, hvor tre ekvipager på forskellige niveauer red deres dressurprogrammer, alt imens Susanne Baarup havde mikrofon på og kommenterede under hele ridtet med roser,kritikker og karakterer.
Nathalie Horse Care har de seneste tre år været vært for en gratis dressurclinic ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Til dette års clinic var det berider Dennis Fisker, der er landsholdstræner for de danske junior- og ungryttere i dressur, og den internationale verdenskendte dressurdommer, Susanne Baarup Christensen, som sørgede for halvanden times god og helt gratis underholdning i Danish Computer Arena E.
– Vi vil gerne vise dressurridning fra både dommeren og underviserens perspektiv. Man kan ofte stå på sidelinjen og blive frustreret over en bedømmelse, og derfor forsøger vi at vise, hvilke forhold som både dommeren og træneren arbejder under, siger Dennis Fisker til Ridehesten.com.
En kamp for 10-taller
I løbet af clinic blev publikum præsenteret for en ponyrytter, en youngrider og en U25-rytter, som red hver sit program. Dressurdommer Susanne Baarup kommenterede undervejs med mikrofon på, så publikum kunne høre alt. Og en kameramand stod ved siden af og filmede fra Susannes synsvinkel på storskærmen, så publikum kunne følge med.
Landstræner Dennis Fisker fulgte med fra sin plads og stillede efter hvert ridt flere spørgsmål til Susanne Baarup.
Dennis Fisker og Susanne Baarup havde en frisk og humoristisk pingpong-dialog hele vejen igennem. Og publikum fulgte ihærdigt Dennis Fiskers kamp for flere 10-taller til de dygtige ekvipager.
De tre dygtige ekvipager var ponyrytter Frederikke Gram Jacobsen på Gee Gee, youngrider Victoria K. Pedersen på Langkjærgaard's Donna Fetti e. Blue Hors Don Schufro/World Cup I og U-25 rytter Søren Wind fra Helgstrand Dressage på Stanford 4 e. Sir Donnerhall/Roadster (opdr. Guenter Alberding).