Clara Hallundbæk vinder 140 cm klasse

07-12-2013 09:56

I går vandt Clara Hallundbæk en 140 cm klasse ved Pappa Amadeus Horse Indoor i Salzburg, hvor en dansk hest også kom til tops i Grand Prix dressur torsdag

Fra den 5. til den 8. december afvikles Pappa Amadeus Horse Indoor i Salzburg, Østrig, og flere danske springryttere er til start. Ud over springklasserne afvikles der også nogle femstjernede dressurklasser hvor en dansk hest kom til tops i Grand Prix torsdag, foran nogle af verdens pt. mest succesfulde ekvipager. Det drejer sig om DV-hesten Smeyers Molberg (tidl. Atterupgaards Molberg) e. Michellino/Rambo (opdr. Atterupgaard), som rides af den schweiziske rytter Marcela Krinke-Susmelj. I Grand Prix opnåede de en score på 72,255% og dermed sejren i klassen. Ekvipagen har også været til start i Danmark i år, ved EM i Herning, hvor det danske publikum kunne følge den danske hest på tæt hold.

Torsdag blev det også til danske placeringer på springbanen, da Clara Hallundbæk opnåede en sjetteplads i en 140 cm klasse på Allerdings med nul fejl i tiden 71,57 sek., og lige efter på syvendepladsen kom Marianne Hallundbæk på Chester med to fejl i tiden 80,46 sek.

I fredagens 140 cm klasse satte Clara Hallundbæk trumf på og sprang sig til førstepladsen på Allerdings med nul fejl i tiden 68,31 sek., mens Marianne Hallundbæk og Chester opnåede en tredjeplads med en fejl i tiden 74,73 sek.

Senere samme dag blev det til en 13. plads til Andreas Schou på Quimono de la Roque med fire fejl i tiden 64,15 sek. i en 150 cm klasse.

Se flere resultater her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner