Britt Carlsen
Dansk Ride Forbund og Dansk Varmblod samarbejder om championaterne og som et led i det samarbejde mødtes dressurdommere, beridere og medlemmer af Dansk Varmblods avlsledelse til en gennemgang af bedømmelsen i championaterne for 4-. 5 og 6-års heste.
En del af dagens fokus blev helt naturligt lagt på bedømmelsen af de 4-årige heste, idet man sidste år begyndte at bedømme championatshestene i denne årgang efter en ”ny” bedømmelsesmetode, lineær scoring. Siden opstarten sidste år er bedømmelseskemaet blevet evalueret og ændret på enkelte punkter, så ryttere og avlere vil i år få ét bedømmelsesskema i championaterne for 4-års heste – nemlig skemaet for lineær scoring.
Det kræver naturligvis noget tilvænning for dommerne, at arbejde med den nye bedømmelsesform, men der var rundt om bordet og i ridehallen en hovedsagelig konstruktiv dialog omkring bedømmelsen og den nye bedømmelsesform. Ved at anvende lineær scoring får både ryttere og avlere flere og mere detaljerede informationer om hestens kvalitet i de enkelte ganger, mens bedømmelsen af ridelighed og kapacitet fortsat blot bedømmes med en karakter i kombination med en kort beskrivelse.
Den nye bedømmelsesform udfordrer også til debat i dommergruppen og det gav anledning til gode diskussioner om betydningen og forklaringen af fx rummelighed, takt, albuefrihed mv.
Læs mere om championatsseminaret i magasinet Ridehestens juninummer, og så kan man læse mere om lineær scoring i magasinet Ridehestens juni og juli nummer 2014.