Cecilie red Grand Prix på hjemmeavlet hest

19-10-2024 22:15

VIDEO: Aftenens højeste klasse, Stutteri Ask Grand Prix Longines Ranking, er netop blevet redet i Jyske Bank Boxen til World Cup-stævnet. 36 ryttere skulle prøve kræfter med den 150 cm høje bane, hvor de ni bedste fra hovedrunden skulle i omspringning om sejren

Copyright Ridehesten.com
Cecilie Kjær og U Amon Z. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Det var tydeligt at se, at stævnets største springklasse løb af stablen i Jyske Bank Boxen her til aften. Længe før klassen startede, begyndte folk at samles i Boxen for at se 36 dygtige ekvipager prøve kræfter med den 150 cm høje Stutteri Ask Grand Prix Longines Ranking. Ud af de 36 startende var otte af dem danske, og til trods for at ingen af dem klarede sig til omspringningen, var det alligevel imponerende springning publikum var vidne til. 

Første danske rytter på banen var nemlig unge Cecilie Kjær, der med den 9-årige vallak U Amon Z e. Uriko/ Darco fik sig en varm velkomst i Boxen. Publikum bød Cecilie og den smukke skimle vallak varmt velkommen med klapsalver og høj musik. Noget Cecilie aldrig havde prøvet før, og som var en meget speciel oplevelse, fortalte hun til Ridehesten, da vi mødte hende til en snak efter klassen. 

Det var ikke bare den varme velkomst, der var specielt for den unge rytter. U Amon Z, som Cecilie red i Boxen her til aften, er nemlig avlet af hendes far, Ulrik Kjær. Det betyder altså, at Cecilie selv har uddannet vallakken til det de sammen kan i dag, og i dag var det parrets kun femte 150 cm-klasse sammen, og så med den fantastiske atmosfære i Boxen, var det noget helt særligt for parret. Hør hvad Cecilie har at sige om dagens oplevelse i Boxen i videoen herunder. 

Klassens bedste dansker blev gårsdagens CSI3*-fjerdeplads, Søren Møller Rohde i sadlen på Action Man Ask Z e. Action-Breaker/ Calvados Z, der red ind på banen som sidste rytter. Hele Boxen heppede på danskeren da han red ind på banen og bød ham velkommen med en klapsalve. Da Søren red over startlinjen mod første forhindring, var Boxen helt stille. Det var tydeligt, at det danske publikum håbede på, at han som eneste danske rytter kunne sikre en plads i omspringningen. Det så meget sikkert ud helt indtil spring nummer ni, hvor en bom desværre ramte jorden. Dermed endte Søren på en flot tiendeplads ud af et yderst stærkt felt. 

Copyright Ridehesten.com
Klassens bedste dansker blev Søren Møller Rohde på Action Man Ask Z. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Det blev altså en omspringning uden dansk deltagelse, hvor det endte med at hollandske Jur Vrieling løb med sejren i sadlen på hoppen Helwell du Chabus e. Elvis Ter Putte/ Orlando. Efter en sikker fejlfri runde i både hovedrunden og omspringningen, kunne han altså slutte dagen med endnu en sejr. Tidligere på aftenen vandt han nemlig Six Bar, hvor han som eneste rytter formåede at klare de 187 cm fejlfrit. 

Anden bedst blev gårsdagens vinder, svenske Douglas Lindelöw med Charlie's Way e. Chacco-Blue/ Robin Z, mens tredjepladsen gik til endnu en hollandsk rytter, Tom Schellekens med Jolet van de Zietfort e. Joop III/ Padinus. 

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner