Thomas Bach Jensen
Der var indkaldt til talentseminar, hvor målet var, at talenterne skulle knytte bånd på tværs af sportsgrene og udveksle erfaringer. Temæt var motivation og lifeskills, og tidligere topatleter og Team Danmarks eksperter stod klar til at dele erfaringer og viden med talenterne, skriver Dansk Ride Forbund i en nyhed i dag.
Talenter på tværs af sportsgrene
Talentsamlingen blev afviklet den 23. og 24. januar i Idrættens Hus i Brøndby. Her blev talenterne introduceret til talentprogrammet, alle Team Danmark eksperterne og ikke mindst hinanden. Det blev to spændende dage, hvor der undervejs blev udvekslet erfaringer på tværs af sportsgrenene – både mellem talenterne og deres ledere/trænere.
Cathrine og Nanna blev udfordret med fysisk træning, som billederne viser. Pigerne blev også introduceret til kostvejlederne, sportspsykologerne og uddannelsesvejlederen. Der bliver nu udarbejdet helhedsplaner for de to ryttere, som fremover får mulighed for jævnligt at komme i Idrættens Hus og gøre brug af de mange tilbud om eksperthjælp.
Det er en donation fra Dansk Supermarked på 10 mio. kroner, der har gjort det muligt for Team Danmark at køre talentprogrammet frem mod 2016. Der er udvalgt 42 talenter fra 17 forskellige sportsgrene til programmet, og dressurridningen er som nævnt repræsenteret med Cathrine Dufour og Nanna Merrald.
Om talentprogrammet
Team Danmarks talentprogram giver de udvalgte talenter adgang til alle Team Danmarks ekspertydelser, og sammen med talenterne bliver der udarbejdet en personlig helhedsplan med fokus på skole, sport og fritid. Talenterne har også en talentcoach, som de er i tæt dialog med, og som de holder møder med flere gange om året for at evaluere helhedsplanen. Talenterne får desuden tilbudt kurser omkring sportsskader, sportsernæring og sportspsykologi, ligesom de kan få fysioterapeutisk screeninger, der blandt andet kan forebygge skader. Alt sammen for at give de unge talenter de bedste forudsætninger for at nå drømmen om en stor international sportskarriere.
Kilde: DRF.