Anna Pørtner
I dag, den 24. april 2025 fylder Cathrine Laudrup-Dufours mangeårige makker Atterupgaards Cassidy 22 år, og så er det altså også i år, at Cathrine og Cassidy kan fejre 15-års makkerskab sammen. Selvom Cassidy næppe behøver nærmere introduktion, fortjener han alligevel en lille hyldest.
Atterupgaards Cassidy e. Caprimond E.H (opdr. Atterupgaard) og Cathrine Laudrup-Dufour blev et makkerpar, da hun og hendes forældre købte den røde vallak tilbage i 2010. Kort efter Cathrine overtog tøjlerne på Cassidy, vandt de to en EM-medalje for juniorer. Og det skulle vise sig at være starten på et helt fantastisk partnerskab.
Cathrine og Cassidy har taget turen hele vejen op gennem rækkerne fra juniorrytter for nu 15 år siden, til verdenseliten som seniorrytter med kæmpe succes og et utal af medaljer. Da Cathrine Laudrup-Dufour red VM i Herning på Vamos Amigos, valgte hun at pensionere Cassidy fra sporten, og nu nyder han tilværelsen som pensionist hjemme på gården hos Cathrine og hendes hustru Rasmine.
Det er dog ingen helt almindelig pensionisttilværelse, som Cassidy lever. Han får nemlig lov at gå lige hvor han vil, om det så er som levende græsslåmaskine i baghaven eller på æblerov rundt på gården. Med andre ord, Cathrines bedste ven lever en særdeles værdig tilværelse som konge af stalden på parrets gård i Nordsjælland.
2025 er ikke noget helt almindeligt år for familien Laudrup-Dufour. Foruden Cathrine og Cassidys 15-års jubilæum og Cassidys 22-års fødselsdag, venter parret sig nemlig en baby. Snart bliver Cassidy altså storebror til en lille babypige, der på de sociale medier går under navnet "P".
I dag er det dog Cassidys dag, og den røde vallak er blevet fejret med manér. I formiddags var ham og Cathrine på en skridttur uden sadel med en af Cathrines lovende stjerner, og til eftermiddag blev kongen fejret med flag, en græstur i baghaven, heste-slik og sin bedste ven, Cathrine Laudrup-Dufour.
Ridehesten ønsker Cassidy tillykke med fødselsdagen.
Herunder kan du se Cassidy blive fejret på bedste vis: