Camilla Ernst bedst ved senior-DM

13-08-2023 17:09

Annika Knudsen Lorentsen

En rørt og taknemmelig Camilla Fliedner Ernst har netop sikret sig guldmedaljen ved årets DM for senior på Stutteri Ask. Det gjorde hun efter tre formidable runder i sadlen på Fiona Ask

Copyright Ridehesten.com
Årets podie for senior. Fv. Martin Neergaard, Camilla Fliedner Ernst og Rikke Andersen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Sikke en afslutning på årets mesterskabsstævne, som for første gang er blevet afholdt hos Stutteri Ask, som har været værter for et særdeles flot arrangement i denne uge. 

Det var seniorrytterne der stod for afslutningen af stævnet, og det gjorde de med manér i en DM-finale, hvor niveauet blandt de bedste ryttere var tårnhøjt. 

Der var ikke plads til fejl, hvis man ville vinde guld ved årets mesterskab, og det havde årets vinderekvipage i den grad forstået. Med en fejlfri og ganske hurtigt runde i fredagens metode C lå Camilla Fliedner Ernst med Fiona Ask e. Ci Ci Senjor Ask/ Carthago godt til inden dagens afgørelse, hvor de leverede to solide nulrunder, og avancerede fra en foreløbig tredjeplads til toppen af podiet.

Copyright Ridehesten.com
En rørt og taknemmelig Camilla da sejren var en realitet. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Det gjorde de dels på grund af deres egen pragtpræstation, velovervejet ridning fra Camillas side og en perfekt indsats fra Fiona Ask, og dels fordi de to ryttere foran dem begge havde fejl i dagens anden og afgørende runde. Camilla sluttede med blot 3,57 fejl.

– Jeg er virkelig stolt og taknemmelig for at stå her som dansk mester. Vi har ikke følt, at vi var klar til opgaven de sidste par år og derfor har vi ikke startet, men i år kom vi med forhåbninger om at lave et godt resultat, og Fiona har virkelig sprunget til perfektion, fortæller Camilla Fliedner Ernst. I videoen nedenfor kan I høre et interview med Camilla, som sætter flere ord på årets mesterskab. 

Årets sølvmedaljevinder leverede en næsten ligeså overbevisende præstation som årets guldvinder, og det vidnede også om det høje niveau i årets mesterskab.

Desværre for Martin Neergaard var han og Carpe Diem van de Geeneinde Z e. Connor/ Cassini I en smule langsommere end Camilla i fredagens indledende runde, og det var de 0,26 fejl han fik mere end Camilla der, der afholdt ham fra at kunne stille sig øverst på podiet. I dag leverede Martin nemlig præcis det han skulle, for at komme på podiet: To overlegne nulrunder. Og i sidste ende rykkede han helt op på den næstbedst placering med samlet 3,83 fejl. 

Rikke Andersen, som i fredagens runde havde leveret det næstbedste resultat, og som kom til finalen med det bedste resultat, da fredagens vinder ikke kom til start i dagens finale, så længe ud til at blive årets guldvinder. Sammen med Chaccossini e. Chacco-Blue/ Cassini II imponerede hun med virkelig god ridning og springning. I dagens første runde satte Chaccossini ikke en hov forkert, mens ekvipagen desværre havde ét enkelt og let nedslag i den afgørende runde. 

Copyright Ridehesten.com
Rikke Andersen med Chaccossini. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Velfortjent rakte de samlede 7,52 fejl for Rikke og Chaccossini til en flot bronzemedalje i årets mesterskab for seniorryttere. 

Årets podie blev således guldvinder Camilla Fliedner Ernst og Fiona Ask, sølvvinder Martin Neergaard med Carpe Diem van de Geeneinde Z og bronzevinder Rikke Andersen med Chaccossini.

Copyright Ridehesten.com
Camilla Fliedner Ernst og Fiona Ask. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

På fjerdepladsen blev det hjemmebanerytter og chefberider fra Stutteri Ask, Søren Møller Rohde, med den velspringende hoppe Grace Ask e. Darco de Revel/ Contender (opdr. Birgit Becker). 

Copyright Ridehesten.com
Søren Møller Rohde med Grace Ask. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Søren og Grace Ask leverede i dag to flotte runder. Den første helt fejlfri, mens det i den anden runde blev til et enkelt nedslag. De endte med samlet 8,91 fejl og lige udenfor medaljerækken. Og selvom det ikke blev til en medalje for Ask-berideren i år, så kan stutteriet glæde sig over, at hesten der tog årets guldmedalje er opdrættet netop her på stutteriet.

Copyright Ridehesten.com
Torben Frandsen med Goldeneye. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

På femtepladsen blev det Torben Frandsen med Goldeneye e. Back Gammon/ Unistar. Denne ekvipage har kun været aktuelt som et makkerpar i et par måneder, men det på trods, leverede de sammen et særdeles højt niveau ved årets mesterskab, og sluttede med 12,19 fejl og en top-5 placering. 

De øvrige placeringer i mesterskabet gik til Caroline Rehoff Pedersen med Calvin 115 e. Castelan I/ Colman, Kasper H. Hansen med Comme Il Faut Plus e. Comme Il Faut/ Pontifex, Christian Jansen med Stenvangs Daiquiri e. Catoo/ Clarimo (opdr. Theresa Dueholm Petersen), Rikke Haastrup Kristensen med Engerupgaards Cashett e. Click and Cash/ Coronado (opdr. Engerupgaard A/S) og Jessica Toelstang med SP Camoral e. Casall. 

Resultat fra mesterskabet. 

Alle resultater fra stævnet. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner