Camilla 5’er ved EM

12-09-2011 09:52
Med flotte præstationer i alle tre discipliner sikrede Camilla Sæbø Hansen og Zanzibar sig 5. pladsen ved dette års europamesterskab i military for juniorer

EM i military for juniorer blev afviklet i Vale Sabroso i Portugal den 9. – 11. september. Guldet gik til Zoe Brenan fra Storbritannien, Kevin Seignier fra Frankrig fik sølv, og bronzen gik til britiske David Doel. Dressuren, som var første disciplin, løb af stablen fredag, og efter et ridt med enkelte småfejl i skridten og paraderne lå Camilla Sæbø Hansen og Zanzibar fint med i toppen af klassen på en delt 12. plads med 48,1 minuspoint. Det var dog et lidt skuffende resultat for ekvipagen, da Zanzibar normalt er meget sikker i dressuren, men da der kun var 6,2 minuspoint til britiske Emily King og Mr. Hiho på 1. pladsen var mesterskabet endnu langt fra afgjort. Terrænbanen, som var bygget af Eric Winter, så ved første øjekast ikke ud til at skulle volde de store vanskeligheder. Men allerede efter første afdeling måtte rytterne se i øjnene, at banen var mere vanskelig end umiddelbart antaget. Ud af de 53 startende ekvipager i mesterskabet måtte 12 udgå i lørdagens terrænridt og yderligere 11 ryttere måtte indkassere et eller flere stop. Kun 18 ryttere formåede at gennemride banen helt fejlfrit. Camilla Sæbø Hansen og Zanzibar viste god form hele banen rundt, og hvert spring blev forceret i overbevisende stil, og målstregen blev passeret blot et enkelt sekund over den tilladte tid. Resultatet betød, at den danske ekvipage rykkede fire pladser frem i klassementet, hvor det endte med en 8. plads inden søndagens afgørende ridebanespringning, hvor blot 10,2 point udgjorde afstanden fra nr. 1 til nr. 20. Kl. 15 søndag eftermiddag startede springningen for de 20 bedste ekvipager i mesterskaberne. Camilla Sæbø Hansen lå med sin 8. plads som en af de sidste starter, og som klassen skred frem, blev det klart, at det var meget småt med nulrunderne. Da den danske ekvipage red på banen, havde der således kun været fire nulrunder i hele klassen. Men stort overblik og overskud forcerede ekvipagen forhindringerne fejlfrit en efter en uden tegn på træthed efter lørdagens terrænridt. Efter knap 70 sekunder på banen red Camilla Sæbø Hansen og Zanzibar fejlfrit over målstregen. Da et par af de sidste ryttere tog en eller flere bomme, rykkede Hansen yderligere frem i klassementet og sluttede således på en meget flot 5. plads med 48,5 minuspoint. At kampen i toppen af årets mesterskab var utrolig tæt, vidner slutstillingen om. Klassens to førende ryttere inden ridebanespringningen - britiske Emily King på Mr. Hiho og tyske Josephine Wilms på Corvette D - blev med hhv. en og to bomme forvist til sekundære placeringer, mens guldet i stedet gik til engelske Zoe Brenan på Latino K der sluttede på 46,9 minuspoint. Franske Kevin Seignier på Or Du Genet red med 47,1 minuspoint sølvmedaljen hjem, mens endnu en britisk ekvipage, David Doel med Kings Cross, sikrede sig bronzemedaljen med en score på 47,9 minuspoint. I holdkonkurrencen gik guldet til England, mens sølvet gik til Tyskland og bronzen til Frankrig. Den danske ekvipage fik ekstra hæder med hjem fra EM. Allerede inden ridebanespringningen fik Camilla Sæbø Hansen nemlig den nyhed, at Zanzibar ville blive tildelt en særlig pris for at være den hest, der var i bedst kondition efter terrænet. Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner