Bragende dansk World Cup-succes

22-10-2022 21:27

Et dansk firkløver beklædte topplaceringerne i aftenens World Cup-kvalifikation på Vilhelmsborg, hvor Carina Cassøe Krüth sejrede suverænt

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvert år har Danmark æren af at åbne den nye World Cup-sæson for den vesteuropæiske liga, og det plejer som bekendt at være i Herning, men i Corona-året 2020 blev det afviklet på Vilhelmsborg, der også danner rammen om dette års danske World Cup-stævne.

World Cup-stævnerne er et af de steder, hvor der bliver redet Kort Grand Prix som den indledende klasse i selve World Cup-kvalifikationen.  I dommerpanelet har vi i aften haft to danske dommere, nemlig Susanne Baarup ved E og Hans-Christian Matthiesen ved B – finske Maria Colliander har i denne kvalifikation siddet som dommer ved C.

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Et solidt startfelt på 16 ekvipager har budt på hele seks danske ekvipager og heriblandt tre af rytterne fra det danske VM-guldhold – en af dem endda med sin OL- og VM-hest. 

Netop OL-finalist og VM-guldvinder Carina Cassøe Krüth og den 11-årige DV-hoppe Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline) var i aften i en klasse for sig. De dansede igennem det korte Grand Prix-program, og da hjemmepublikummet kender til Carina og Dancieras indstilling til klapsalver, så gav de los med taktfast applaus, da ekvipagen i passage nærmede sig afslutningsparaden. Det blev til 77,079% og en sejr, der var til at tage at føle på. – Jeg er meget glad for, hvordan Danses piaffe har forbedret sig over de seneste måneder, fortalte Carina.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Merrald Rasmussen og Blue Hors St. Schufro. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Vilhelmsborgs publikum lagde i aften ikke skjul på deres tilfredshed med at have Nanna Merrald Rasmussen med den 11-årige hingst Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/ Blue Hors Don Schufro tilbage i international topsport. Den udtryksfulde ekvipage efterlader en med tanken, at når først de får mere international rutine på dette niveau, så kan de blive rigtig svære at danske med – eller danse udenom. I aften leverede de et overbevisende ridt, der blev belønnet med 74,605% og sikrede dem andenpladsen.

Endnu en ekvipage fra Danmark, der med mere erfaring indenfor vesten bliver svær at bide skeer med, er Andreas Helgstrand og den blot 8-årige hingst Jovian e. Apache/ Tango med de imponerende gangarter. Med 74,579% kom de meget tæt på andenpladsen, og som den eneste havde den danske dommer Susanne Baarup denne ekvipage som klassens vinder.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Jovian. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Top-4 i denne World Cup-kvalifikation var ren dansk, for Daniel Bachmann Andersen kom med den 10-årige DV-vallak Zippo M.I. e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Steen Bo Larsen) også over 74% og kunne dermed besætte fjerdepladsen. Netop indenfor placeringerne kom Anna Kasprzak med sin 12-årige Addict de Massa e. San Amour/ Maestro med 71,211% på ottendpladsen.  Lone Bang Zindorff og den 12-årige hoppe Thranegaardens Rostov e. Blue Hors Romanov/ Diamond (opdr. Jens Riishede Jensen) sluttede med 69,632% på tiendepladsen.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner