Annika Knudsen Lorentsen
En spændende Nations Cup-sæson venter for det danske landshold i springning, når der skal arbejdes på at stille det stærkest mulige danske hold til EM i Milano, som afholdes fra den 29.-3. september. En del af optakten er fredagens Nations Cup på hjemmebane i Uggerhalne, som afholdes af Helgstrand Event, og landstræner Bo K. Møller fortæller, at nationsspringning på hjemmebane altid er noget særligt.
– Det er altid vigtigt at ride på hjemmebane, og det er den nationsspringning, som man helst vil vinde. Vi har udtaget fem gode ryttere, som er klar til at ride i Uggerhalne.
EM er målet i år
Nationsspringningen i Uggerhalne er den første af flere nationsspringninger, som det danske landshold skal ride i sommer.
– Vi har hver weekend hele juni nationsspringninger, hvor vi skal arbejde hen imod at finde frem til, hvilke ryttere der kandiderer til EM-holdet. Her skal vi selvfølgelig se nogle forskellige ryttere i aktion, men der bliver ikke eksperimenteret så meget, som jeg måske før har gjort, forklarer Bo og fortsætter:
– Niveauet er steget i blandt de danske ryttere. For fem år siden, kunne man komme i bruttogruppen hvis man vandt en national S-klasse, og nu skal man ride stabilt på 3-stjernet internationalt niveau. Niveauet er steget, og hvor vi før havde 5-6 ryttere at vælge imellem tilbage i 2018, har vi nu omkring 15 ryttere der kan ride med på det niveau.
Ved EM Milano har det danske landshold en mulighed for at sikre sig en kvalifikation til OL i Paris, hvis de bliver blandt de tre bedste nationer, som ikke allerede har opnået kvalifikation.
Gratis at heppe på det danske hold
Vil du gerne heppe på det danske landshold i Uggerhalne, så kan du glæde dig over, at du kan komme gratis ind på stævnepladsen. Der er fri entré ved hele stævnet, så forhåbentligt vil mange komme og bakke op omkring de danske ryttere.
Det danske landshold der er udtaget til at ride i Uggerhalne, er Andreas Schou, Lars Bak Andersen, Martin Dinesen Neergaard, Rikke Belinda Barker og Konstantin Deeken Künnemann.