Britt Carlsen
I magasinet Ridehesten har vi tidligere bragt en serie, hvor vi har sat fokus på uddannelse af springheste i samarbejde med den svenske toprytter Rolf-Göran Bengtsson og danske Bo Kristoffersen. Her bringer vi en af de artikler fra serien.
Ved banegennemgang er det ofte omkring vandgravsforhindringer, at rytterne stopper op og gør sig nogle ekstra overvejelser. Rolf-Göran Bengtsson og Bo Kristoffersen er enige om, at man skal være bevidst om ikke at gøre det at springe vand til et større problem, end det rent faktisk er. Det er vigtigt, at man rider til forhindringen, som enhver anden forhindring, og ikke bliver forkrampet og panisk på vej derhen – kontrol er nøgleordet, også når man skal springe vandgrave.
Hvornår kan man starte?
Der er ingen grund til at præsentere unghesten for den store vandgrav før den er i gang med sin 5-års sæson på konkurrencebanerne. Hestens dressurmæssige grunduddannelse skal være på plads og den skal være under rytterens kontrol. Dens muskulatur være styrket gennem seriearbejdet, før man begynder at ride mod den store vandgrav.
En ting er dog helt klart, hesten skal kunne springe den lille vandgrav helt naturligt, og uden at studse eller kræve mere støtte fra rytteren end, hvad der er naturligt på en helt almindelig forhindring – førend man giver sig i kast med den store vandgrav.
Opbygning af vandgraven
Bo og Rolf-Göran har valgt at anvende en stor, flytbar plasticvandgrav, i stedet for at få opbygget en fast vandgrav på ridebanen. Plasticvandgraven flytter de rundt på banen, så den i løbet af udendørssæsonen står 6-7 forskellige steder på banen. På den måde vænner de hestene til at skulle springe vandgraven forskellige steder på ridebanen, og det er en klar fordel, understreger de.
Vandgraven fyldes med vand, og af og til bruger de også at hælde blå farve i vandet, så hestene oplever forskellige reflekser fra vandspejlet.
Det bedste er, at lære hesten at springe vandgrav på en meget simpel opbygget forhindring, og så køre ud til konkurrencebaner i omegnen og træne vandgrave der. Ofte kan man også få lov til at springe vandgraven på stævnepladsen, når konkurrencerne er overstået, det er også en glimrende træning.
Når hestene skal indspringes på vandgraven, og til almindelig træning og vedligehold af konkurrencehestene, opbygger Bo og Rolf-Göran vandgraven med et lavt (ikke for lavt) hvidt, skrånende opspring, vingestøtter så hesten ledes ind mod vandet og bomme ud fra vingestøtterne. På Breitenburg springer de altid med en bom over vandgraven, så hestene lærer at få højde på springet. Bommen er oftest placeret over den første tredjedel af vandgraven.
Vandgravstræning i praksis
De første gange en hest skal springe den store vandgrav lader de en erfaren konkurrencehest ”trække” unghesten over vandgraven. Den erfarne hest går forrest, og unghesten bagved i 3-4 hestelængders afstand – tæt nok på til at hestens flokinstinkt får den til at søge efter sin makker, og langt nok fra, så unghesten kan se, hvad der sker foran den. Når man fornemmer at unghesten selv trækker mod vandgraven og springer den uden tøven, så kan man ride på vandet uden at have en hest foran.
Har man overvundet denne hurdle i springhestens uddannelse uden problemer, og med hestens tillid til opgaven og rytteren intakt, så er det sjældent, at der opstår problemer med vandgravene senere i hestens karriere. Dog kan der være uforudsete forhold, såsom en opbygning af vandgraven til ridestævne, som skræmmer hesten. Eller, at man får et dårligt spring på vandgraven i konkurrence. Oftest klares de problemer ved at give hesten tilliden tilbage i træningen i velkendte omgivelser på den hjemlige vandgrav.
Bevar hestens tillid
Det gælder i særlig grad, om at bevare hestens tillid til rytteren og opgaven, når man rider mod vandgraven. For at gøre dette kræves bl.a.; at rytteren skal ramme afsætningspunktet foran vandgraven indenfor 30 cm, at hesten kommer til afsætningspunktet i et godt grundtempo, hvor rytteren støtter hesten ved at ramme den ind mellem hånd og schenkel.
Får man ikke givet hesten de bedste betingelser for at springe vandgraven må den anstrenge sig for meget for at overvinde breddespringet, og man risikerer også, at den lander i vandgraven. Det betyder oftest, at den bliver forskrækket og overrasket. Den forskrækkelse ændres oftest til forvirring hos hesten og så taber den tilliden til rytteren og opgaven.
Det som oftest går galt, når rytterne vender hestene mod vandgraven er, at de sætter fart på – for meget fart på hestene. Det betyder, at de mister den positive spænding i hestene, som de skal bruge i afsættet. I det opskruede tempo mister mange ryttere også deres afstandsvurdering, og når hestene så bliver utrygge af det øgede tempo, og mærker rytterens usikkerhed, så begynder de fleste heste at stå imod og dermed forsvinder fremadsøgningen.
Tilridningen til vandgraven skal ske under fuld kontrol. Det er vigtigt, at man viser hesten, at man vil hen til vandgraven og over den. Det gør man bedst, ved at støtte hesten med schenklen og have kontakt til hestens mund via en rolig, stabil hånd.
Hvis hesten begynder at tøve i tilridningen, og ikke reagerer på presset fra rytterens schenkel, må man være endnu mere overbevisende, forklarer Bo, og det betyder at animere den med pisken, så den ved, hvad vi forventer af den. Man skal dog være opmærksom på, ikke at miste kontrollen over hesten i processen, ligesom man skal være opmærksom på fortsat at holde hesten ”på sporet” frem mod vandgraven.
Hvis dette ikke er den rette løsning, så gå tilbage til den enkle opbygning fra træningen, med vinger og bomme til at lede hesten hen mod vandgraven. Lad en erfaren hest gå foran og trække hesten oven.
At springe fejlfrit
Det er rytterens opgave, at bringe hesten optimalt hen til afspringspunktet foran vandgraven, og så er det hestens opgave at springe vandgraven fejlfrit. Netop dette kan være det springende punkt, for blandt de mere erfarne konkurrenceheste er der flere, som ikke forbinder det med ubehag at lande i vandgraven. Derfor kan man opleve garvede konkurrenceheste plaske ned i vandgraven, og ganske upåvirket galopere videre, med en noget utilfreds rytter på ryggen.
Netop for at animere hestene til at få højde på springet, og springe fejlfrit, har Rolf-Göran altid en bom over den store vandgrav i træningen – i en højde der svarer til hestens uddannelse. Bommen kan give hestene et nedslag, hvis de er uopmærksomme, og det er en god træning, hvor de bliver opmærksomme uden at miste tilliden, forklarer Rolf-Göran. Er hesten erfaren kan man også ændre på hestens nedspringspunkt ved at flytte bommen længere bagud på vandgraven, så hesten lærer at strække sig ud over listen.
Når man laver den slags øvelser, så er det ikke helt ufarligt, selvom det naturligvis kun gøres på de erfarne konkurrenceheste. Og som i al anden springtræning gælder det i høj grad om at tænke sig om, og nøje overveje hvad man gør, og hvilken effekt man ønsker at opnå.
Få adgang til hundredevis af faglige artikler om træning, sygdom med meget mere ved at tegne abonnement på magasinet Ridehesten. Samtidig får du adgang til den store database af artikler skrevet af fagpersoner gennem 25 år. Tegn abonnement HER
