Besat af salt

22-11-2013 06:59

Nogle heste kan blive næsten besat af salt, slikker på folks hænder og bruger den ene saltsten efter den anden, men hvad betyder det?

Copyright Ridehesten.com

Først og fremmest, så er det ikke en sjældenhed, at nogle heste bliver meget glade for salt. Salt er vandopløseligt, og så længe hesten altid har adgang til rent og friskt drikkevand (og også drikker af dette), så skader saltet den ikke, og overskydende salt udskilles med urinen.

Ifølge en rapport fra The National Research Council (2007) er den øvre grænse for saltindtag ca. 6% af den samlede daglige fodermængde, såfremt hesten har adgang til vand. Stort set ingen heste indtager noget nær de mængder salt.

Har ens hest tendens til at indtage rigelige mængder salt, så bør man dog være opmærksom på tegn på saltforgiftning, såsom kolik, diarre, hyppig urinering og generel svaghed. Viser hesten nogle af disse tegn, så bør du kontakte dyrlægen.

Heste har generelt en sund appetit efter salt og vil forsøge at indtage en tilstrækkelig mængde til at kunne dække deres behov. De færreste kommercielle foderblandinger indeholder tilstrækkelige mængder salt til at dække hestens behov, og saltindholdet i grovfoder er ligeledes lavt. Derfor anbefales det også at lade hesten have fri adgang til eksempelvis en saltsten.

Der kan være mange grunde til, at hesten pludselig bliver helt besat af salt, herunder kedsomhed. På samme måde, som når heste, der keder sig på folden giver sig til at gnave i hegnspælene, så kan en hest, der keder sig i boksen give sig til at gnave i saltstenen. For at undgå kedsomhed, kan man fx forsøge at dele foderrationerne bedre ud over dagen, inklusiv grovfoderrationerne.

Kilde: The Horse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner