Camilla Tiefensee Schrøder
Tidligere på måneden indtog Morgan Barbancon tiendepladsen i World Cup-finalen i Paris på den DV-registrerede hingst Sir Donnarhall II OLD e. Sandro Hit/Donnerhall (opdr. Henrik Nyrerød & Sabine Kloy). Det skulle vise sig at være sidste gang, hun red et stort mesterskab under det spanske flag, for nu har hun sammen med sin søster Alexandra besluttet at skifte nation i sporten. Fremover skal søstrene officielt ride for Frankrig. Det skriver Eurodressage og flere franske ridesportsmedier.
Barbançon-søstrene har en fransk far og en spansk mor, de er født i Paris, opvokset i Geneve og bor nu i Holland.
25-årige Morgan har repræsenteret Spanien i OL 2012, WEG 2014, EM 2015 og World Cup-finalen 2015 på hesten Painted Black. Den tre år yngre søster Alexandra har redet for spanien ved EM 2012, men har ellers ikke fokuseret på ridekarrieren i samme grad som Morgan, da hun prioriterer sine studier. Begge ryttere træner hos Alex can Silfhout.
Ifølge Eurodressage har FEI bekræftet de to rytteres sportslige nationsskifte, og når Morgan Barbançon rider på banen ved CDI Saumur om to uger, vil det for første gang være med det franske flag på sadelunderlaget. Normalt skal man vente to år, før man kan ride officielt for en anden nation, men det har ikke været nødvendigt i dette tilfælde, fordi Morgan de sidste to år hverken har redet FEI-mesterskaber eller CIO holdkonkurrencer for Spanien. World Cup-stævner hører siden januar 2018 ikke længere under stævner, der kræver en venteperiode.