Avlshoppe dødssyg med borrelia: Vi var bekymret for at miste hende

15-08-2020 13:50

Marie Helene Rigård Rohleder

Avlshoppen Laura blev i løbet af et døgn alvorligt syg af det, der viste sig at være borrelia. Ejer Bodil Hellmers fra Aalborg troede først, det var yverbetændelse, men da Laura kun fik det værre og værre, viste det sig at være en flåt, som var synderen

Copyright Ridehesten.com
Laura med sit føl Lanaken H til DV's følskue i Brønderslev. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

– Tænk at sådan et lille bitte dyr som en flåt, kan gøre et så stort dyr som en hest alvorligt syg på ganske kort tid, siger Bodil Hellmers, da Ridehesten.com taler med hende om den forfærdelige oplevelse. 

Bodils avlshoppe Laura går normalt på døgnfold med sit tre måneder gamle springføl Lanaken H, og bliver taget ind til fodring morgen og aften. Men en dag kom hoppen ikke ind til aftenfodring.

Laura var utilpas, havde udspilede næsebor, var gangbesværet og særdeles hævet i den ene mælkekirtel. Temperaturen var 39,2 så der blev ringet til vagtdyrlægen. Alt tydede på yverbetændelse, selv om mælken så fin ud og der nærmest ikke var udslag på PH-testen.

Laura blev behandlet med smalspektret penicillin og smertelindring og forventningen var, at hesten ville have det væsentlig bedre dagen efter.
Udover den medicinske behandling forsøgte Bodil med alle de kneb, som hun i sin jordemodertid brugte, når kvinder havde brystbetændelse. Laura fik i løbet af aftenen og natten hyppige udmalkninger, varme omslag og let massage af yveret.

I den forbindelse opdagede hun, at der sad en lillebitte flåt på Lauras indvendige side af låret højt oppe og tænkte blot, at den skulle fjernes, men fik ikke gjort mere ved det.

I løbet af natten havde Laura fået tiltagende hævelser omkring yveret og hen under maven. Dyrlægen blev tilkaldt, da hævelserne tiltog nærmest time for time – under hele maven, mellem forbenene og op på bringen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Dyrlægen tilså hoppen, konfererede med KVL og nævnte i den forbindelse ordet ”flåtbåren”.

Pludselig kom den lille flåt på indvendige side af låret i fokus. Der blev taget blodprøver og sendt til hasteanalyse i Tyskland ligesom der blev givet bredspektret antibiotika og smertelindring. Da Laura efter aftale med dyrlægen, blev lukket på fold om aftenen, gik hun med meget, meget små skridt og urinen småløb ud af hende ved hvert skridt.

–Jeg var virkelig bange for, at vi skulle miste hende, så det var en nærmest søvnløs nat, siger Bodil Hellmers. 

Allerede næste morgen, var hævelserne blevet mindre og Laura kunne gå almindeligt. Det virkede nærmest som et mirakel. Dyrlægen kom og gav antibiotika i blodet nogle dage. Herefter giver Bodil selv behandlingen i pulver-form i 14 dage.

Fredag aften kom blodprøvesvaret, som viste borrelia.

Heldigvis klarede Laura den, og fik det efter den korrekte behandling så godt, at hun sidste søndag deltog ved DV’s Følskue i Brønderslev med sit helt upåvirkede føl.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner