Camilla Tiefensee Schrøder
Det har været endnu en god weekend for Stald Søgaard, som er månedens avlerprofil i magasinet Ridehesten. Anja og Gitte Kjelstrup Søndergaard er hjemvendt fra sadelkåring i Egum med deres DSP-hoppe, Lucky Punch e. Fredbo's Garmin/Back Up, som blev dagens bedste 3-års hoppe og bedste gangartshoppe med 9 i skridt, 9.5 i trav og 9 i galop. Med weekendens bedste resultat er hoppen nu klar til eliteskuet den 31. august.
– Vi er mega stolte og glade, lyder det fra Stald Søgaard, som roser Karoline Holt-Kristensen for flot fremvisning af hoppen.
Allerede som føl gjorde den sig bemærket, da den blev bedste ponyføl på Katrinelund i 2016. Og sidste år var de også på eliteskue med hoppen som 2-års, hvor hun fik en flot andenplads og bl.a. blev belønnet for 10 i trav.
De to søstre fra Mors i Dansk Varmblods region 6 har både succes iført den blå og den røde avlertrøje. De står bag Søgaard-hestene, der ofte har taget fløjen på Landsskuet i Herning, og deres opdræt Søgaards Bon Royal blev i år kvalificeret til UVM i Ermelo.
Avlede videre med fars hopper
Søstrene Anja og Gitte er født og opvokset på Mors i en familie, hvor de delte deres interesse for heste og ponyer med deres far, Vagn Søndergaard. Efter mange år med lidt tilfældige hopper og lidt tilfældig avl besluttede besluttede han sig for, at der skulle ordentlige hopper til Søgaard, og så kunne pigerne også en dag overtage de hopper, der var værd at avle videre på.
Vagn købte i 2007 den nykårede sølvmedaljehoppe Miss Dior e. De Noir/Manstein (opdr. Marianne Brinck Stengaard) igennem Katrinelund, og året efter fulgte en ponyhoppe, for Vagn havde fået den tanke, at det sikkert var lettere at sælge gode ponyføl.
– Vi gik i gang med at søge, og jeg tog faktisk listen over nykårede medaljehopper fra eliteskuet og pegede på årets gangartshoppe, guldmedaljehoppen Lucky Moon, og vi blev enige om at ringe til ejeren for at høre, om vi kunne købe den, fortæller Anja.
Det lykkedes familien at erhverve den skimlede hoppe Lucky Moon e. Back Up/Nakonetsj ox, og med de to højtkårede hopper startede et nyt avlereventyr.
Læs resten af avlerportrættet i augustnummeret af magasinet Ridehesten.